Verdens dyreste bil

Hvad kan man få for en milliard kroner?

Svaret er naturligvis helt afhængig af, hvad man ønsker sig, men det eksorbitante beløb er prisen for verdens hidtil dyreste bil.

Med andre ord kunne man altså få en Mercedes 300 SLR Uhlenhaut Coupé, hvis man havde lidt frie midler på bankkontoen.

Lukket auktion i 2022

Det var Mercedes-Benz selv, der i sommeren 2022 solgte den unikke Mercedes 300 SLR Uhlenhaut coupé fra 1955.

Bilen blev solgt på en hemmelig auktion på Mercedes-Benz’ museum.

Salget skete i samarbejde med auktionshuset RM Sotheby’s, og køberen var en anonym, privat samler, der betalte 135 millioner euro.

Det svarer til 1 milliard kroner, og de penge gik til en fond, der skal uddele stipendier til unges studier og forskning i ny bæredygtig bilteknologi verden over.

 

Bilen er smuk! Her anes det røde interiør. Copyright Mercedes-Benz Group.

Verdens dyreste bil

Prisen på 1 milliard kroner gjorde det til verdens dyreste bil nogensinde på tværs af alle kategorier.

Og hvad fik den anonyme samler så for de mange penge?

Først og fremmest er bilen uhyre sjælden, da den kun er fremstillet i to eksemplarer. Den ene Uhlenhaut-coupé har blåt indtræk, mens den solgte bil har rødt indtræk.

For det andet er det Mercedes-Benz’ daværende chefkonstruktør, Rudolf Uhlenhaut, der lagde navn til bilen.

For det tredje minder bilen udvendigt om den klassiske Mercedes 300 SL-mågevinge, men det er en racerbil til landevejen.

Pengene rækker således til en 3,0-liters ottecylindret rækkemotor med 300 hk og en topfart omkring 290 km/t.

Bilen med de klassiske mågevinger. Copyright Mercedes-Benz Group.

Skulle have deltaget i motorsport

Det var aldrig planen, at bilen skulle ende hos en privat samler eller sælges for 1 milliard kroner.

Oprindeligt skulle de to coupéer have deltaget i VM for sportsvogne i 1956, men den 11. juni 1955 indtraf en katastrofe ved Le Mans.

Ved det ikoniske 24-timers løb skete historiens værste motorsportsulykke. Et kæmpe crash dræbte 83 tilskuere samt den franske chauffør Pierre Levegh, mens ulykken sårede yderligere omkring 120 personer.

Mercedes-Benz trak sig fra al motorsport i en lang årrække, og Rudolf Uhlenhaut lod de to biler indregistrere til gadebrug.

De var dengang verdens hurtigste gadebiler, og Uhlenhaut benyttede selv mindst en af dem som firmabil.

I årtier var bilerne hos Mercedes-Benz indtil 5. maj 2022, hvor 10 særligt udvalgte købere var inviteret til at byde på bilen ved auktionen på fabriksmuseet i Stuttgart.

Prisen på 1 milliard danske kroner gjorde Mercedes 300 SLR Uhlenhaut coupé fra 1955 til verdens dyreste bil nogensinde.