Tuborgs Fabriker

Med Grøn Tuborg, Påskebryg, Julebryg og Grøn Koncert har Tuborg sat afgørende aftryk siden stiftelsen af A/S Tuborgs Fabriker i 1873. Ølsalget til oversøiske markeder slog fejl og i stedet lanceredes fabriksaftappet øl på hjemmemarkedet. Mere end 140 års historie er samlet i det danske ølmærke.

Den 8. juli 1983 startede et stykke Danmarkshistorie. Her blev den første Grøn Koncert afholdt i Løkken med blot 40 frivillige, to folkevognsrugbrød, en lastbil og en varevogn samt kunstnerne Sneakers og Frede Fup. Siden den noget beskedne start har Grøn Koncert udviklet sig til en institution i dansk kulturliv som Nordeuropas største koncertturné af sin art.

I 2014 strømmede titusindvis af mennesker ind til de nu i alt otte koncerter rundt omkring i sommerlandet med tidens populære kunstnere som Burhan G, Lukas Graham, Mads Langer & Tim Christensen, Nik & Jay, Carpark North, Djämes Braun, Shaka Loveless og Suspekt. Grøn Koncert er Muskelsvindfondens væsentligste indtjeningskilde til forbedring af levevilkårene for mennesker med den uhelbredelige sygdom muskelsvind, og i mange år har Jacob Haugaard fungeret som konferencier. Koncerterne afholdes i samarbejde med Grøn Tuborg, og det er langt fra den eneste begivenhed, som bryggeriet er kendt for.

I 1990 blev den første J-dag markedsført af Tuborg i forbindelse med frigivelsen af Tuborgs juleøl. Lanceringsdagen har varieret en smule, men den første fredag i november holder tusindvis af mennesker landet over den glade juletradition i hævd. Den grønne Tuborg, julebryggen, påskebryggen og Grøn Koncert skyldes alle et firma, der blev grundlagt for over 140 år siden.

Grundlæggelsen af Tuborg
Den 13. maj 1873 blev A/S Tuborgs Fabriker grundlagt i Hellerup af en gruppe erhvervsmænd med grosserer og slagteriejer, Philip Wulff Heyman (1837-1893), som initiativtager. I årene forinden havde man anlagt Tuborg Havn, hvis navn stammede fra et udskænkningssted opført af Jonas Thue i 1690erne med navnet Thuesborg.

En del af havnearealerne skulle nu omdannes til industrielt formål. Hensigten var at anlægge et eksportbryggeri, et glasværk til at fremstille flasker til bryggeriet, en svovlsyrefabrik og en gødningsfabrik. Ifølge de visionære planer skulle man eksportere øl til Sydamerika og importere gødningsstoffer fra samme verdensdel.

Aktiekapitalen var på 1 million rigsdalere, hvoraf 80 procent blev tegnet af C.F. Tietgen, der var formand for Privatbanken, og som blev selskabets første bestyrelsesformand. I bestyrelsen var Philip W. Heyman ansvarlig for anlæggelsen af virksomheden i samarbejde med cand.polyt. G.A. Hagemann, der var en af tidens dygtigste ingeniører. Den norske brygmester Hans Bekkevold skulle stå for bryggeriet og på C.F. Tietgens foranledning blev selskabets første direktør Leopold Damm.

De første øl kom på markedet den 13. juli 1875 som Tuborg Lager, der senere blev kendt som Rød Tuborg. Det store eksporteventyr blev dog aldrig til noget. I takt med teknologiske landvindinger opbyggede også sydamerikanske lande deres egne bryggerier, der blev beskyttet af høje toldsatser. Samtidig Tuborgs Fabriker med en overkapacitet af gødning i Danmark, og glasværket kunne ikke producere flasker til konkurrencedygtige priser. Det stod klart, at Tuborgs Fabrikker gik såre dårligt, og man måtte nødtvunget påbegynde en omlægning af produktionen. Resultaterne var dog fortsat pauvre og aktionærerne var indbyrdes uenige om strategien.

Skuden rettes op
I 1880 kulminerede uenigheden da Philip W. Heyman og hans støtter krævede direktørens afsked, og samtidig udtrådte C.F. Tietgen af selskabets bestyrelse. Philip W. Heyman overtog posten som både direktør og bestyrelsesformand. Herefter fulgte en konsolidering af virksomheden, hvor glasværket blev frasolgt til Kastrup Glasværk i 1881 og gødningsfabrikken afviklede sin produktion. Som grosserer havde Philip W. Heyman etableret dansk smør som en mærkevare i udlandet og opbygget en eksport af bacon til England. Heyman benyttede sine udenlandske kontakter til at eksportere øl fra Tuborg til andre lande, men den store salgsfremgang kom fra hjemmemarkedet.

I 1880 præsenterede bryggeriet Danmarks første pilsnertype, Grøn Tuborg, der for alvor slog an i 1890erne. I modsætning til de andre bryggeriers lagerøl, blev Tuborg pilsneren solgt på flasker og ikke tønder. Den nye øl havde meget længere holdbarhed og var meget lettere, da den kun indeholdt 3,5 % alkohol. Tuborg var jo anlagt som eksportbryggeri og havde derfor kapacitet til aftappe øl i flasker mens de øvrige bryggerier solgte deres øl i fustager. Hvor det før kun var autoriserede øltappere, de havde ret til at skænke øl, kunne Tuborg nå en helt ny målgruppe ved at opbygge et distributionsnet til flaskeøllen uden om disse traditionelle kanaler. Det gav Tuborg et konkurrencemæssigt forspring, og pilsneren fortrængte snart lagerøllen som danskernes foretrukne øl.

Forinden havde man dygtigt skarpt opmærksomhed omkring det nye produkt da man i 1888 opførte en 26 meter høj Tuborgflaske til den store nordiske industri- og landbrugsudstilling i København. Kæmpeflasken fungerede som udsigtstårn og var forsynet med elevator. Efter udstillingen blev flasken opstillet ved Tuborg tæt på hjørnet af Carolinevej og Strandvejen, og for fem øre kunne folk opleve flasken indefra. Købte man bagefter et glas øl i Tuborgpavillonen, fik man dog femøren tilbage. Pavillonen blev et velbesøgt udskænkningssted og kendt for god mad, men blev lukket i 1925 da Strandvejens øvrige restauratører var trætte af konkurrencen fra deres egen ølleverandør. Flasken kan i dag ses på Tuborgs gamle grund i Hellerup og kan rumme 1,5 millioner rigtige Tuborg-øl.

Nye mål og kartelaftale
Philip W. Heyman døde i 1893 og blev efterfulgt som adm. direktør af Benny Dessau. Året efter blev Tuborg en del af De forenede Bryggerier, der talte flere små københavnske bryggerier. Det danske ølmarked var i perioden 1882-1903 præget af stærk konkurrence, og det førte i 1895 til karteldannelse imellem de tre største på markedet, nemlig Gamle Carlsberg, Ny Carlsberg og De Forenede Bryggerier. Carlsberg og Tuborg så begge en fordel i et tættere samarbejde og bryggeriindustriens førende indgik en kartelaftale, hvor parterne forpligtede sig til ikke at tilbyde nogen form for støtte eller rabatter til kunder, der ville skifte mellem de to selskaber.

Den oprindelige kartelaftale blev i 1903 blev udvidet med en overenskomst, hvor den hidtil gunstige samarbejdsaftale udvides yderligere, herunder med ligelig deling af overskud og deltagelse i hinandens investeringer. Samarbejdsaftalen skabte ro og De forenede Bryggerier koncentrerede produktionen på tre bryggerier, der fik hver sin specialiserede opgave. Tuborg stod for blandt andet bayersk øl, men også Vitamon, der var et bouillonprodukt til husholdningsbrug.

Vækst for den tørstige mand
Lanceringen af nye produkter fortsatte da Tuborg i 1890 startede en produktion af mineralvand og blev det første danske bryggeri, der lancerede en citronsodavand og en apollinaris. I 1895 fulgte lanceringen af Guld Tuborg. Den oprindelige fabrik blev i 1902 udbygget med kedelhus, nyt bryghus og tappehaller. I 1913 stod Anton Rosen for en imponerende administrationsbygning, og i 1923 opførtes en stor mineralvandsfabrik på hjørnet af Strandvejen og Tuborg Boulevard. Forinden var Tuborg i 1914 blevet Kgl. Hofleverandør og året efter indførte man kronen på etiketten.

I anledning af 25-års jubilæet for det første bryg blev der i 1900 udskrevet en konkurrence om en reklameplakat, og dermed så Erik Henningsens plakat af ”Den tørstige Mand” dagens lys og den er nu en klassiker.

I 1932 ændrede Tuborgs hovedprodukter navn til Rød Tuborg og Grøn Tuborg, og A/S Tuborgs Fabrikker skiftede i 1935 navn til A/S Tuborgs Bryggerier. Året efter lancerede man appelsinsodavanden Tuborg Squash, der i 1980erne og 1990erne blev en landeplage som en årelang serie af reklamefilm med Jacob Haugaard som købmand og Finn Nørbygaard som kunde, der ikke kan udtale “Squash”.

Under 2. Verdenskrig blev Tuborgs kedelhus sprængt i luften 5. januar 1945 ved schalburgtage, men man kunne alligevel fortsætte ølleverancerne dagen efter takket være hjælp fra blandt andet Carlsberg. I 1950erne blev vareforsyningen og produktion normaliseret efter krigens mangelsituation, og Tuborg investerede i nye tappemaskiner og styringssystemer, der gjorde firmaet til Danmarks mest moderne bryggeri.

Dermed stod man godt rustet til 1960erne, hvor danske bryggerier for alvor bredte sig til udlandet, blandt andet da Tuborg i 1969 starter produktion i Tyrkiet og senere også licensproduktion i Storbritannien.  I slutningen af årtiet blev de traditionsrige ølkasser udskiftet med de mere rationelle plastkasser, der var lettere at rengøre og at bære rundt på. Nogle af trækasserne fik comeback som minimalistisk møblement.

De mange Tuborg-produkter
Rød Tuborg var som sagt den første øl, Tuborg producerede i 1875. I dag er Rød Tuborg ikke en del af bryggeriets faste sortiment, men brygges én gang om året og kommer i butikkerne i maj i anledning af bryggeriets fødselsdag. Helt traditionelt anvendes fire slags malt til denne øl i form af Münchener-, pilsner-, karamel- og farvemalt. En anden øl – Fine Festival – blev introduceret som eksportøl i anledning af den engelske dronning Elisabeth II’s kroning i 5. december 1952. Øllen kom i handlen i Danmark i 1955, og hovedmalten er pilsnermalt.

Allerede i 1906 lanceredes Tuborg Påskebryg som fadøl og den kom på flaske i 1931. Påskebryg er en stærk øl, og i 1937 besluttede Bryggeriforeningen, at den tidligst måtte komme i handelen 15 dage før påske – af hensyn til de forbrugere, der ikke havde et fornuftigt forhold til stærk øl. Tuborg Påskebryg udgik i 1940 på grund af 2. Verdenskrig, og kom først tilbage i handelen 26. marts 1952. I 1994 skiftede øllen navn til Kylle Kylle, men fik snart sit navnet Påskebryg tilbage. Den gyldne og let sødligeTuborg Påskebryg er en sæsonøl med sin egen tradition når den lanceres hvert år på P-dagen. Næste gang er 6. marts 2015.

Tuborg Julebryg så dagens lys i 1981 og er en mørkere og lidt stærkere øl med en alkoholprocent på 5,6 % der passer godt til danskernes julefrokostborde. Tuborg Julebryg var oprindeligt en blanding af KB Juleøl, Rød Tuborg og Fine Festival og blev indført fordi Tuborg i 1979 introducerede sit nu velkendte sne-univers på et julekort for almindelig Grøn Tuborg med sloganet ”Glædelig jul og godt Tub’år”. I 1980 blev billedet brugt som plakat på ølbiler og i 1981 som etiket på den nylancerede juleøl, Tuborg Julebryg, som alle kender fra biografreklamen med julemanden i kanen.

Tuborg Classic blev lanceret 4. februar 1993 i anledning af bryggeriets 120 års jubilæum. Der anvendes lys pilsnermalt, münchnermalt, karamelmalt og farvemalt.  Tuborg Classic er en mørk pilsnerøl med lidt mere fylde og den er siden kommet i varianter som Tuborg Classic Hvede og Tuborg Classic Gylden.
Blå Tuborg blev lanceret 6. februar 2007 og er en mørk frugtig øl med karamelnoter og en svag bitterhed fra humlen. Samme dag lanceredes også Hvid Tuborg, der er en pale ale inspireret øl med frisk smag af citrus og blomster fra humlen. Den 31. marts 2008 lanceredes den kalorielette Tuborg Lite, der er brygget så den har 30 % færre kalorier, men kun 0,5 procentpoint mindre alkohol så alkoholstyrken er 4,1 %.

Fusionen med Carlsberg
I 1970 overraskede Tuborg det meste af den hjemlige presse med fusionen med Carlsberg, der blev vedtaget efter strengt hemmelige forhandlinger mellem bestyrelserne. Med virkning fra regnskabsårets start 1. oktober 1969 fusionerede selskaberne under navnet De Forenede Bryggerier A/S, Carlsberg bryggerierne og Tuborg bryggerierne. Året efter blev navnet ændret til De Forenede Bryggerier A/S. Fusionen var motiveret af den kommende indtræden i EF, og der blev fokuseret på udenlandske bryggeriprojekter samt et fælles bryggeri i Fredericia i 1979. Det nye samarbejde var med til at øge eksporten betydeligt, ikke mindst af Tuborg.

I 1996 blev den sidste øl brygget på Tuborg i Hellerup, og området blev udviklet til en ny bydel med boliger, erhverv, indkøbscenter og lystbådehavn. Grøn Tuborg er Danmarks mest populære øl, og er velkendt gennem eksport og lokal produktion, ikke mindst på de østeuropæiske markeder.  I dag foregår produktionen i Fredericia som en del af Carlsberg Danmark. Der findes en række forskellige Tuborg-øltyper i Danmark, mens udlandet især kender Guld Tuborg og Grøn Tuborg.

Tuborg har gennem reklamer bidraget til sproget, blandt andet i form af Tuborgklammen, der er tegnene { og } der også benævnes Tuborg-parenteser efter ligheden med taget på Tuborgs ølvogne. Tuborgs indflydelse sker også via Tuborgfondet, der siden stiftelsen i 1931 har uddelt omkring 900 millioner kroner til mere end 17.500 små og store aktiviteter inden for kunst, kultur, sport, foreningsvirksomhed, uddannelse og erhverv. Danskerne har i tidens løb drukket millioner af øl og sodavand fra Tuborg, men det hele startede i Hellerup for mere end 140 år siden.

Læs mere
Tuborg
Carlsberg Danmark
Carlsberg Group
Grøn Koncert