I Kejserens nye klæder udstillede hedengangne H.C. Andersen, hvor let folk lader sig bedrage. Erhvervslivet har tilsyneladende en særlig høj repræsentation af kejsere, der burde tænke sig om en ekstra gang inden de forlader garderobeskabet.
Erhvervsskandaler med grådighed, svindelnumre og regnskabsfusk har gennem århundreder plaget aktiemarkederne. Allerede i 1630’ernes Holland handlede folk sig fra hus og hjem ved at spekulere i tulipanløg. Og i 1720’ernes England skød investeringsselskaber op som paddehatte i form af de såkaldte bobleselskaber, der ville gøre saltvand drikkeligt, importere hanæsler fra Spanien eller sælge firkantede kanonkugler.
Den hjemlige andedam har bestemt ikke været forskånet for grimme ællinger, der pyntede sig med lånte fjer. Alberti-skandalen i starten af forrige århundrede involverede landets tidligere justitsminister, der stod bag en gigantisk smør-svindel der i dagens mønt svarer til over 800 millioner kroner. Og Landmandsbankens sammenbrud under bankernes kriseår i 1920erne involverede ikke kun Nationalbanken, men flere af danske erhvervslivs koryfæer. Og 1990erne var ingen undtagelse fra denne hævdvundne tradition om erhvervsskandaler.
Selskabstømmerne
Fra 1. januar 1990 og frem til medio 1994 blev der handlet 1.570 såkaldte overskudsselskaber, der efterfølgende blev tømt for den hensatte skat. Daværende skatteminister Ole Stavad kaldte det Danmarkshistoriens største røveri, hvor 120 mennesker blev sigtet for systematisk handel med selskaber, der blev tømt for midler og derefter tvangsopløst uden dækning for skattekravene.
Det startede med guldbanden fra Skibby, der omfattede to anpartsselskabers fiktive køb af guld for 22 milliarder kroner. Afsløringen af selskabstømmerne viste et forsumpet forretningsmiljø af kendte erhvervsnavne, samfundsstøtter og pæne borgere, der blev ivrigt bistået af banker, advokater og revisorer mod behørigt honorar.
Tilsammen ragede selskabstømmerne 2,2 milliarder kroner ud af statskassen. Staten fik dog næsten alle pengene igen, fordi man gik efter sælgerne, der med rettens ord havde været i ond tro når de fik penge af køberne for den hensatte skat.
Nordisk Fjer (1990)
Nordisk Fjerfabrik var på overfladen en velrenommeret og veldrevet virksomhed. Bag den pæne facade skjulte sig imidlertid fiktive handler med varer og produktionsudstyr, oppustede regnskaber og forfalskede fondsbørsmeddelelser.
I spidsen for løjerne stod den manipulerende og egenrådige bestyrelsesformand og administrerende direktør Johannes Petersen. Han havde kuppet sig til magten i det hæderkronede fjerfabrik i 1969, og gjorde siden en enkelt fjer til en hel hønsegård af svindelnumre. Johannes Petersens forfængelighed tålte ikke underskud. Derfor blev de faktiske tab skjult gennem fiktive handler og konstant ændrede regnskabsprincipper, der lå som et tykt lag finansiel sminke over den galopperende gældsætning.
Til sidst anede bankerne uråd, men Johannes Petersen dukkede aldrig op til et hasteindkaldt møde i Nordisk Fjers hovedsæde søndag den 18. november 1990. Bestyrelsesformanden lå død i badekarret i sin lystgård ved Præstø, hvor han havde taget sit eget liv. Han efterlod en seddel ordene: ”Jeg kan ikke mere. Undskyld.”
Skandalen rullede og den 5. marts 1991 blev Nordisk Fjerfabrik Holding A/S erklæret konkurs med et samlet tab på 3,7 milliarder kroner. Skandalen førte til den såkaldte Lex Nordisk Fjer, hvorefter det blev forbudt at være både adm. direktør og bestyrelsesformand i samme selskab.
Hafnia (1992)
Den 8. april 1992 blev der holdt et dagslangt bestyrelsesmøde hos forsikringsselskabet Hafnia på Holmens Kanal 9. Da mødet var forbi havde man afskediget den administrerende direktør, Per Villum Hansen. Koncernchefen havde spillet højt spil om selskabets fremtid – og tabt. Per Villum Hansens visioner om en finanskoncern førte til den store nordiske forsikringskrig, hvor banker, forsikringsselskaber og realkreditinstitutter bød hinanden op til det store fusionsbal på tværs af landegrænser.
Per Villum Hansen udløste krigen med en årelang fjendtlig belejring af konkurrenten Baltica, der ikke frivilligt ville lade sig fusionere med Hafnia. Men Hafnia blev bænkevarme i fusionsballet. Ingen ville danse med Per. Hafnia havde snart over 7 milliarder kroner bundet i aktier i konkurrenterne Baltica og Skandia, men måtte strække våben efter store kurstab. Lønmodtagernes Dyrtidsfond gjorde et forsøg med en dansk løsning, men det nødlidende Hafnia går konkurs med et samlet tab på 13 milliarder kroner. Det sunde dele af Hafnia blev solgt til Codan. Også Baltica var blandt forsikringskrigens ofre og blev for store dele overtaget af Danske Bank.
Klaus Riskær (1992)
Klaus Riskær Pedersens op- og især nedture har været fast bestanddel af erhvervslivets forsider gennem de seneste tre årtier. Den evigt unge Klaus Riskær førte sig med vanlig sans for selviscenesættelse frem som en gulddreng, men til sidst snublede han på de bonede bestyrelsesgulve. Han startede Børsinformation, der skabte overskrifter med kritiske analyser af blandt andre skibsværftet B&W. I 1983 tjente han 13 millioner kroner på at formidle et aktiesalg i medicinalvirksomheden Ferrosan, hvorefter han stort set satte det hele over styr med det københavnske lokaltv-eventyr Kanal 2.
Han reddede sig dog akkurat på målstregen og kastede sig som en anden Gordon Gekko over fondsbørsens slumrende selskaber. Via holdingselskabet Accumulator Invest tjente han 40 millioner kroner på et fjendtligt raid mod støvsugervirksomheden Nilfisk i 1988. Siden kastede han sig over store ejendomshandler, men korthuset væltede i 1992, hvor Accumulator Invest gik konkurs. Klaus Riskær Pedersen blev idømt 2½ års betinget fængsel for mandatsvig og skyldnersvig. Efter et mislykket oste-eventyr skabte han Cybercity, som blev solgt for 500 millioner kroner. Også dette tiltrak sig myndighedernes opmærksomhed fordi Klaus Riskær angiveligt havde forsøgt at snyde fonden ved at trække penge ud til sig selv. Klaus Riskær måtte i efteråret 2008 begynde afsoningen af en fængselsstraf.
Barings Bank (1995) I 1995 bugner alverdens avisforsider af den sensationelle nyhed om Barings Banks, der over night er blevet ruineret af en enkelt mands spekulationer. Det var børshandleren Nick Leeson, der egenhændigt bragte en af verdens ældste private banker til fald og tilliden til det internationale pengemarked i knæ.
Nick Leeson handlede med futures-kontrakter i stor stil på det japanske Nikkei-indeks. Handlen giver mulighed for stor gevinst, men endnu større tab. I starten syntes Leeson ufejlbarlig, men overskuddene er forfalskede og dækker over enorme tab, der bekvemt dirigeres ind på konto 88888, som ingen i det britiske moderselskab kender til. For at tjene tabet ind øger Leeson indsatsen i en desperat spekulationsmanøvre, men markedet udvikler sig stik modsat. Konto 88888 er snart negativt med ikke mindre end £827 millioner.
Den 23. februar 1995 flygter en desperat Leeson fra kontoret i Singapore og efterlader kun en seddel med ordene: “I’m Sorry.” Han gemmer sig på luksusressort på Borneo, men fanges senere og udleveres til Singapore, hvor han idømmes 6½ års fængsel for dokumentfalsk og bedrageri. Nick Leeson er i dag løsladt før tid, og har siden tjent millioner på bøger, film og foredrag om sine skandaløse meritter. Kuratorerne i konkursboet – der selv fakturerer 6.000 kroner i timen for deres arbejde – har i praksis opgivet at inddrage pengene.
PFA sagen (1999)
Det var bare noget midlertidigt. Først en hensigtserklæring. Det var nok. Så kunne byggematadoren få sin finansiering. Når finansieringen var på plads kunne papirerne destrueres. Ingen ville opdage noget. Sådan startede historien om PFA-skandalen og Kurt Thorsen, der næsten skabte en stor børsnoteret ejendomskoncern ved at fusionere ejendomsselskaberne Norden, Gefion og CVI.
En af danmarkshistoriens mest omtalte bedrageri-sager hvilede alene på falske PFA-garantier til 3,6 milliarder kroner, og det endte med lange fængselsstraffe til både Trads og Thorsen. Byggematadoren faldt fra tinderne, men den trinde Thorsen fremstod med sit drengede smil og uopslidelige humør som en folkekær forbryder a la Egon Olsen.
Selv efter dommen i landsretten havde Thorsen overskud, da han udtrykte det fromme ønske om lov til at afsone sin straf på hotel d’Angleterre. Både Thorsen og Trads er i dag løsladte fra fængslet, og Thorsen forsøger et comeback som byggematador.
Finansielle instrumenter og it-boblen
Da Barings bank kollapsede forsøgte flere banker at nedtone risiciene ved derivathandelen. De store tab skyldtes alene manglende kontrolsystemer og havde intet at gøre med de nye finansielle handelsmuligheder. Men Nick Leeson var ikke den første, der tabte stort på handel med finansielle instrumenter. Den engelske National Westminister Bank tabte over $80 millioner. Deutsche Bank tabte $15 millioner og afskedigede en trader i marts 1995. Union Bank of Switzerland tabte $240 millioner på handel med avancerede aktieoptioner, og endnu værre gik det i Japan. Her tabte Sumitomo Corporation $2,6 milliarder på derivathandel med kobber, og hos Daiwa Bank tabte en enkelt mægler $1,1 milliarder i perioden 1984-1995. I disse sager manglede de interne kontrolsystemer til at stoppe en mægler, der foretog stadig større indsatser uden ledelsens viden eller accept.
Børsen blev et tag-selv-bord af store bonusser for børsmæglere og andre godtfolk, der pustede varm luft i aktieballonen. En af de største stjerner på børshimlen i de glade dotcom-dage var amerikaneren Frank Quattrone, der bragte selskaber som Cisco Systems, Netscape Communications og Amazon.com på børsen.
Sammenlagt førte Quattrone og hans team 138 IT-selskaber på børsen i perioden 1998-2000. Quattrone selv blev udråbt til den højst betalte person på Wall Street i slutningen af 1990erne med en årsløn på $100 millioner.
Den afsindige aflønning og de høje aktiekurser punkterede kort efter at 1990erne var blevet til år 2000. Her stod skandalerne i kø mens selskaber som Enron, MCI Worldcom, boo.com, i-data, 2M invest og Memory Card Technology trak forsideoverskrifterne. Men det er en helt anden historie.
