Datoen var den 23. juli 1851.
En af Danmarks største malere blev født i Norge på fattighus og sindssygeanstalt.
Moderen var Ellen Cecilie Gjesdahl, og drengebarnets navn var Peder Severin Krøyer – bedre kendt som P.S. Krøyer.
Familiepleje i København
På grund af moderens depressioner kom den unge Krøyer i pleje i København hos sin moster, Bertha Cecilie Krøyer, og hendes mand. Plejeforældrene fik hurtigt øje på drengens tegnetalent, og i en alder af blot 9 år startede P.S. Krøyer på Frederik F. Helsteds private kunstskole.
Efter tre år forlod han skolen med sølvmedalje for sin indsats.
Herefter blev Krøyer optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og som 19-årig færdiggjorde han sin uddannelse på Kunstakademiet.
Portrætmaler
Ved siden af studierne malede Krøyer flere portrætter.
Da Krøyer i 1873 modtog et stipendium for et af sine værker, der var udstillet på Charlottenborg, brugte han stipendiet til et sommerophold i fiskerlejet Hornbæk.
Sammen med fem andre malere dannede han en lille kunstnerkoloni, hvor de malede naturen eller folkelivet i dagtimerne og morede sig hos den lokale kromand om aftenen.
De foretrak at male deres billeder udendørs, og Krøyer blev grebet af stemningen i Hornbæk og vendte tilbage i de tre følgende somre.
Med et legat fra Kunstakademiet og finansiel støtte fra Heinrich Hirschsprungs drog Krøyer til udlandet. Det blev til et 4 år langt ophold i blandt andet Paris.
Her bosatte Krøyer sig på Montmartre blandt andre skandinaviske kunstnere og studerede samtidens moderne kunst.
I det hele taget rejste P.S. Krøyer i store dele af Europa, hvor han samlede inspiration, studerede kunst og nød livet sammen med ligesindede.
Livet på Skagen
I 1882 mødte P.S. Krøyer ægteparret Anna og Michael Ancher, der lovpriste livet på Skagen.
Her fandt Krøyer et hjemsted, hvor han blev bjergtaget af den barske natur og de seje fiskere.
Hver sommer blev nu tilbragt på Skagen, hvor P.S. Krøyer blev et midtpunkt for kunstnere som ægteparret Ancher, Viggo Johansen, Christian Krohg og Oscar Björck samt digteren Holger Drachmann.
I 1883 oprettede Krøyer den selskabelige kunstnerforening Aften-academiet, der havde til huse på Brøndums Hotel.
Ægteskabet
I 1889 blev giftede P.S. Krøyer sig med den unge og smukke malerinde Marie Triepcke.
Krøyer var glædeligt overrasket over forlovelsen, som han i et brev 29. maj 1889 beskrev således:
“Ja – tænk hvilken Forandring – ja jeg synes det er aldeles forunderligt at jeg nu snart skal være Ægtemand – jeg, som næsten rent havde opgivet den Tanke – som mente at ende som Pebersvend. Og saa at faa til Hustru den yndigste, elskeligste unge Pige der kan gaa paa Jorden – ja jeg maa være en Lykkens Yndling. Lykken har virkelig fulgt mig i en forunderlig Grad.”
Dårligt helbred
Med udgangen af 1890erne var livet på Skagen på overfladen idyllisk, men P.S. Krøyers syn blev gradvist dårligere som følge af kviksølvsbehandlinger mod syfilis i ungdomsårene.
Han led endvidere af melankoli og hallucinationer, og han måtte i flere omgange indlægges på Middelfart Sindssygehospital.
Samtidig var der skærmydsler på den ægteskabelige front, hvor hustruen Marie i 1902 forelskede sig i en svensk komponist, der i første omgang blev en ven af huset på Skagen. I 1903 flyttede Marie til Sverige, og i 1905 blev skilsmissen en realitet.
P.S. Krøyer forblev på Skagen, hvor hans helbred blev stadig ringere.
Han døde den 21. november 1909 og blev begravet på Skagens kirkegård.
Kendte værker
P.S. Krøyer malede mange af sine værker på Skagen, hvor han indfangede det helt specielle lys, og ofte holdt i den blå tone.
Motiverne var ofte familieportrætter og enkelte portrætter af rige, der betalte for at få udført værkerne. Krøyer foretrak naturlige skildringer af havet og fiskere på vej ud mod havet eller hjem med dagens fangst.
Også det store gruppebillede, der hænger i Børsbygningen i København hører til hans kendteste værker.
Udvalgte malerier af P.S. Krøyer
1883: Fiskerne trækker vod på Skagen Nordstrand
1883: Ved frokosten
1888: Hip, hip, hurra!
1891: En gruppe fiskere på Skagen Strand
1892: Sommeraften ved Skagen (Marie og hunden)
1894: Gruppebillede Fra Københavns Børs
1897: Et møde i Videnskabernes Selskab
1898: Skagens jægere
1899: Sommeraften ved Skagens strand
1906: Skt. Hansblus på Skagens strand
Høje priser på auktion
Efterspørgslen på Krøyer-malerier er kun tiltaget, og mesterens malerier indbringer ofte meget store summer på auktioner,
Maleriet En gruppe fiskere på Skagen Strand blev i 1985 solgt for 3.095.000 kroner.
I 2017 solgte Bruun Rasmussen maleriet St. Hansblus på Skagens Strand af P.S. Krøyer for 4,3 millioner kroner.
Det hidtil dyreste maleri af P.S. Krøyer er “Marie i haven” fra 1893. I sommeren 2000 indbragte det ikke mindre end 7.835.000 kroner på auktion hos Christie’s i London.