Faktas netop afsluttede årsregnskab for 2011 understreger atter krisen i Danmark.
Regnskabet gav nemlig ny rekord i både salg og indtjening, og det skyldes ikke mindst finanskrisen, der har givet discountbutikkerne ekstra medvind i de senere år.
I 2011 slog discountkæden Fakta således sin hidtidige rekord i omsætning og overskud.
Årsregnskabet for Fakta viser, at omsætningen i 2011 steg med 900 millioner kroner til 9,5 milliarder kroner (ekskl. moms).
Samtidig blev overskuddet målt som EBIT-resultatet på 274 millioner kroner mod 237 millioner kroner i 2010.
Væksten ses også i antallet af medarbejdere, der voksede med næsten 800 til knap 7.000 ansatte.
“Fakta har det seneste år forbedret sortimentet, løftet kvaliteten af butikkerne og vores 7000 medarbejdere har gjort en stærk indsats. Vi er flyttet fra Vejle til hovedkontoret i Albertslund og nyder godt af at være en mere integreret del af Coop-familien,” siger kædedirektør Jan Gerber om baggrunden for den positive udvikling.
I 2011 blev der åbnet 22 nye Fakta butikker, men 10 blev lukket eller flyttet, så den samlede nettotilgang var 12. Det samlede antal butikker var ved udgangen af året 382.
Fakta vil i år gennemføre et stort moderniseringsprogram af kædens eksisterende butikker samtidig med etablering af mindst 20 helt nye Fakta-butikker, hvorved man vil runde butik nummer 400.
På varesiden vil kunderne opleve flere ansvarlige varer i Fakta i form af flere økologiske og miljømærkede varer.
Det forventes, at discountsektoren fortsætter med at vokse i 2012, og at fremgangen fortsætter for Fakta med forbedring af både omsætning og resultat.