Nummer 67 i aktieselskabsregisteret var Nordisk Fjerfabrik. På overfladen en velrenommeret og veldrevet virksomhed, der år for år øgede både omsætning og overskud. I 1989-regnskabet opgør Nordisk Fjer sin egenkapital til 781 millioner kroner På papiret i det trykte årsregnskab ser det godt ud, men det er facade alt sammen.
Den 5. marts 1991 erklæres »Nordisk Fjerfabrik Holding A/S« konkurs. Det sker mindre end tre uger før virksomhedens 90 års jubilæum. Bag den pæne facade skjulte sig fiktive handler med varer og produktionsudstyr, forfalskede regnskaber og fondsbørsmeddelelser, manipulation og misforstået loyalitet over for bestyrelsesformand og adm. direktør Johannes Petersen.
En lille fjer
Historien om Nordisk Fjer starter med Hans Ove Langes vision om at indkøbe og rense råfjer for dernæst at videresælge varepartierne til dyne- og møbelfabrikanter. »Nordisk Fjerfabrik A/S« stiftes 20. marts 1901 med en aktiekapital på ganske betydelige 70.000 kroner Med stor arbejdsomhed rejser H.O. Lange landet tyndt for at sælge sine varer, og efterhånden oparbejdes også en eksport til blandt andet Sverige, Norge og Tyskland.
Gennem årene demonstrerer selskabets stifter et uomtvisteligt handelstalent med næse for at time køb og salg af fjer. I 1951 starter den 25-årige Johannes Petersen hos Nordisk Fjer. Han kommer til at arbejde under direktør H.O. Lange, der bemærker den stræbsomme mand. Da Nordisk Fjer i dølgsmål overtager »Fyens Fjerfabrik« bliver Johannes Petersen udnævnt til direktør i denne virksomhed. Her udnytter han sine oratoriske talenter til at overtale selv de mest modvillige kunder, og driver efterhånden den fynske fabrik frem til succes, også selvom han kaprer kunder fra Nordisk Fjer selv i direkte modstrid med sine pålagte instrukser.
Tronskifte
Da H.O. Lange dør i januar 1961 efterlader han et velkonsolideret og overskudsgivende selskab. Nordisk Fjer har imidlertid et meget stort problem: der er ingen oplagte arvtagere til direktørposten. I mangel af bedre har H.O. Lange inden sin død bestemt, at direktørposten skal overgå til den mangeårige sekretær, Hildur Friis-Hansen. Hun støtter sig dog mere til Johannes Petersen, der i 1969 går til bestyrelsen bag om ryggen på Hildur Friis-Hansen og afsætter hende for selv at indtage direktørstolen.
Straks efter sin udnævnelse igangsætter Johannes Petersen en storstilet plan. Nordisk Fjer skal ikke længere nøjes med at bearbejde og sælge fjer. Nu vil han kontrollere værdikæden helt ud i butikkerne, hvor kunderne køber dyner og puder.
Især fra slutningen af 1970erne sker denne ekspansion med en stor gældsætning, der øger rentebyrden voldsomt. Nye datterselskaber etableres sammen med fabrikker i flere lande, men indtjeningen falder. Omsætningen stiger, men produktionskapaciteten er vokset eksplosiv. Især i USA sælges varer med tab for at holde maskinerne i gang.
Regnskaberne sminkes i denne periode ikke mindst ved at det interne selskab »Nordisk Fjer Udviklingscenter A/S« udvikler og sælger maskiner til koncernens egne fabrikker til kunstigt opskrevne priser. Luftige salgspriser på disse maskiner indføres da i regnskabsbøgerne, hvor de bliver til fortjeneste for det sælgende selskab og et værdifuldt aktiv for det købende selskab. I regnskabspapirerne i hvert fald.
Vinduespynt
I 1988 opkøbes den velkonsoliderede amerikanske tekstilvirksomhed »Chatham Manufacturing Company« hvis værdi straks efter opskrives i regnskaberne, der atter får en gang vinduespynt. Disse transaktioner suppleres sidenhen med leasingaftaler, hvor Nordisk Fjer sælger de overvurderede maskiner til velvillige leasingselskaber, for derpå at leje dem tilbage. Salget af maskiner indbringer kontante beløb her og nu, men gældsbyrden vokser.
Hvert år bliver opgaven stadig mere vanskelig at løse når regnskabet skal balancere og der ikke må være underskud. Johannes Petersen har nemlig bestemt, at Nordisk Fjer skal give overskud uanset hvad. Der gennemføres fiktive handler med fjer og dun, idet man konstruerer regnskabet baglæns. Man startede med resultat og omsætning for derefter gennem fiktive posteringer at tilsløre, at det egentlige underskud i midten af 1980erne er næsten en halv milliard kroner.
I regnskabsåret 1988/89 toppe omsætning på 2.640 millioner kroner. Resultatet efter skat er det bedste i virksomhedens historie og egenkapitalen bugner. Men analytikere kritiserer regnskaberne for et helt utilstrækkeligt informationsniveau og konstante ændringer af regnskabsprincipper.
De informationer der findes, synes mest af alt at være et tykt lag sminke over den massive låntagning og manglende indtjening. Advarslerne til trods står både danske og udenlandske banker nærmest i kø for at låne penge til koncernen. Og med en aktionærvenlig udbyttepolitik på fast 10% hvert år lykkedes det at udvide aktiekapitalen via Fondsbørsen i både 1984 og 1986.
Herefter har de kritiske røster omsider taget overhånd, men da gennemfører Nordisk Fjer tre emissioner for professionelle investorer. Efter disse succesrige kapitaltilførsler er tilliden tilsyneladende genskabt i efteråret 1989, til trods for utallige regnskabsændringer og hyppige skift af revisorer.
Project Southern Comfort
Da finansdirektøren i sensommeren 1990 har lagt tallene sammen har Nordisk Fjer-koncernen reelt haft et underskud på 349 millioner kroner. Det er et fuldstændigt uacceptabelt tal for bestyrelsesformand Johannes Petersen, der med lige dele af tvang og overtalelse formår finansdirektøren til at underskrive en urevideret regnskabsmeddelelse til Københavns Fondsbørs.
Den viser, at selskabet i 1989/90 har haft et overskud på 110 millioner kroner og at egenkapitalen er vokset til 886 millioner. Disse tal præsenteres på en ekstraordinær generalforsamling 25. september 1990 sammen med planerne om en gennemgribende ændring af koncernen.
Det er det såkaldte Project Southern Comfort ifølge hvilken de primære dattervirksomheder, fabrikker og produktionsaktiviteter fremover skal indgå i det hollandske holdingselskab »Northern Feather International N.V.« som det børsnoterede »Nordisk Fjerfabrik Holding A/S« herefter vil eje 48 procent af. De øvrige 52 procent er solgt til tre velrenommerede udenlandske partnere. Salgsprisen opgives til en halv milliard, som vil tilgå det danske holdingselskab, som herefter vil blive et rent investeringsselskab.
Men aftalen eksisterer slet ikke, og Johannes Petersen forsøger da en sidste desperat krampetrækning. Først køber en fond 4% i det hollandske selskab, hvorefter yderligere 48% af de hollandske aktier fordeles på fire skuffeselskaber på Isle of Man. Johannes Petersen kan da underskrive en overdragelse af aktier med en fastsat værdi på 460 millioner kroner.
De fiktive salg afsløres 14. november 1990 i dagbladet Børsen. Københavns Fondsbørs udbeder sig straks en forklaring fra den børsnoterede fjerfabrik, og Johannes Petersen stiller en berigtigelse i udsigt og meddeler senere samme onsdag, at bladets artikel er urigtig og bygger på et falsum.
Fondsbørsen udbeder sig flere oplysninger, som ledelsen i Nordisk Fjer får frist til mandag morgen med at besvare. Unibank og Den Danske Bank sætter sig sammen for at drøfte den alvorlige situation. De to banker har i alt 625 millioner kroner ude at svømme hos Nordisk Fjer.
Ved et møde lørdag eftermiddag erkender de to storbanker, at fjer-koncernens facade dækker over et økonomisk kaos. De udbeder sig derfor et møde om søndagen, hvor også Johannes Petersen skal deltage. De implicerede aner nu, at de står i en af Danmarkshistoriens største erhvervsskandaler, hvor et utal af svindelnumre har dækket over bestyrelsesformandens forfængelige krav om stigende omsætning og overskud hvert år.
Pengekassens låg smækkes i
Søndag den 18. november 1990 skulle Johannes Petersens deltage i det hasteindkaldte møde i Nordisk Fjers hovedsæde. Bestyrelsesformanden møder imidlertid aldrig frem. Han ligger død i badekarret i lystgården ved Præstø, hvor han har taget sit eget liv. Han efterlader en seddel til “den eller dem som finder mig”, der slutter med ordene: “Jeg kan ikke mere. Undskyld.”
Nordisk Fjer går da i betalingsstandsning. Den primære årsag til skandalen var en egenrådig og totalt dominerende bestyrelsesformand og direktør i form af Johannes Petersen. En rekonstruktion mislykkedes, og den 5. marts 1991 går selskabet konkurs. Aktionærerne tabte 657 millioner kroner. Egenkapitalen var negativ med godt 1,4 milliarder. Blandt kreditorerne er 58 banker med Unibank i spidsen med et tilgodehavende på 338 millioner kroner.
I juni 1996 blev tre af fjerkoncernens tidligere direktører idømt ubetingede fængselsdomme. Den viceadministrerende direktør fik 4 års fængsel, finansdirektøren 2 års fængsel og direktøren for de amerikanske selskaber 2½ års fængsel. De blev dømt for omfattende og groft bedrageri ved at have forsynet omverdenen med urigtige oplysninger gennem de kunstigt oppustede regnskaber og derved fik ny kapital og forhøjede kreditter.
Tre statsautoriserede revisorer fik bøder for deres andel i sagen. Både forsvar og anklager ankede dommene, men Østre Landsret stadfæstede i september 1998 fængselsstraffene. Sagen vakte så megen offentlig bestyrtelse, at Folketinget skyndsomt gennemførte en række lovændringer. Blandt andet strammede man op via et forbud for børsnoterede virksomheder mod at en direktør samtidig kunne være bestyrelsesformand og gennem udførlige krav til den forretningsorden, der skulle findes for børsnoterede virksomheders bestyrelse.
I maj 2002 blev de sidste rester af konkursboet omsider afviklet. Den samlede dividende blev omkring 300 millioner, mens kreditorernes samlede tilgodehavende var 4 milliarder.
Resten var tabt i en af årtiets største finansskandaler.
