Stamtræ for Mærsk-slægten

Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller døde den 16. april 2012. Han var ud af en talstærk sømands-slægt, hvis historie går flere hundrede år tilbage i tiden.

Her ses en oversigt over udvalgte dele af slægten.

Laust Michelsen

Ved Rømø Kirke på Rømø står en mindesten. der blev rejst af Mærsk Mc-Kinney Møller i 2002, og mindestenen er til ære for Laust Michelsen.

Laust Michelsen er næppe kendt i videre kredse, men det hjælper når man læser inskriptionen på mindestenen: ”Laust Michelsen født o. 1670. Kommandør og landfoged på Rømø. Han var gift seks gange og blev far til 21 børn hvoriblandt datteren Maren, der blev stammoder til A.P. Møllers slægt.”

Laust Michelsen var hvalfangstkommandør og tjente til livets udkomme under de hårdest tænkelige vilkår i arktiske farvande. I første halvdel af 1700-tallet havde Laust Michelsen bopæl i Vråby på Rømø. Han blev landfoged for det kongeriske Sønderland, indstillet til embedet af befolkningen. Som landfoged kæmpede han ihærdigt for en bedre undervisning af øens børn, og stod bag opførelsen af skolen i Sønderby i 1725.

Død under hvalfangstekspedition

Laust Michelsen blev som nævnt gift seks gange og blandt hans 21 børn var datteren Maren af 3. ægteskab. Maren giftede sig med kommandør Hans Peter Petersen – kaldet Hans Pieters – der fra 1752 førte hvalfangerbåden De Jungfrouw Sara & Cæcilia af Hamborg. Hans Peter Petersen døde ombord på skibet den 19. september 1777 under en hvalfangstekspedition til Polaregnene. Knap 14 dage senere blev skibet skruet ned af Grønlandsisen og ved forliset blev Hans Peter Petersen i sin kiste sat ud på en isflage og således overgivet havet.

Inden sin død havde Hans Peter Petersen og Maren dog fået sønnen Peter Hansen Petersen Møller. Denne fulgte i slægtens fodspor og blev kaptajn. En rejse som styrmand for sin søn, kaptajn Peter Andersen Petersen Møller, endte dog skæbnesvangert for far og søn. Under en voldsom storm totalforliste skibet ud for Spaniens nordkyst den 12. februar 1820. Alle ombordværende omkom, herunder Peter Hansen Petersen Møller og sønnen Peter Andersen Petersen Møller.

Den unge Peter Andersen Petersen Møller (1790-1820) havde været gift med Anna Catharina Pedersdatter, der nu stod alene med parrets to små piger og en lille dreng. Efter tabet af ægtemanden levede den lille familie under trykkede økonomiske kår, og moderen sendte sønnen til Hamburg for at søge hyre som skibsdreng.

 

 

Oldefaderen Hans Peter Petersen Møller

Drengen var Hans Peter Petersen Møller, der blev født 1. juli 1810 i Havneby og efter mange trængsler sejlede på langfart til Amerika. Han tog styrmandseksamen og giftede sig den 26. oktober 1835 med Kiersten Pedersdatter Mærsk (1809-1875).

Hans Peter Petersen Møller førte skonnerten St. Thomas af København, og fik som slægten før ham sin andel af dramatiske tilskikkelser på søen. I november 1843 kæntrede og sank skonnerten syd for Sardinien, og kaptajn Møller drev omkring i en jolle i tre døgn uden mad eller vand. Til sidst blev de reddet af et andet skib, men fire andre besætningsmedlemmer døde.

Hans Peter Petersen Møller var oldefar til Mærsk Mc-Kinney Møller

Bedstefaderen Peter Mærsk Møller

Knapt 10 år senere gik det atter galt for Hans Peter Petersen Møller, da han i tæt snevejr strandede med et nyt skib ved Hornbæk. Skibet blev slået til vrag, og kaptajn H.P.P. Møller ønskede ikke at friste skæbne yderligere. Han lagde op og gik i land, hvor han dog i forvejen havde opholdt sig så tilstrækkeligt meget, at han sammen med sin hustru havde fået fem børn, heraf to drenge og tre piger.

Blandt parrets børn var Peter Mærsk Møller, der blev født 22. september 1836 på den gamle slægtsgård i Østerby på Rømø. Mellemnavnet Mærsk fik han fra moderen, hvis slægt af bønder nedstammede fra Vestslesvig. Ifølge oplysningerne er den første kendte bærer af Mærsk-navnet en Anders Nielsen Mersch, der levede i Ballum fra 1617 til 1698.

Peter Mærsk Møllers ene søn var A.P. Møller, der blev far til til Mærsk Mc-Kinney Møller. Nedenfor er gengivet slægstræ for Mærsk Mc-Kinney Møller.

Slægtstræ i lige linje for Laust Michelsen til Mærsk Mc-Kinney Møller

1. Laust Michelsen (1670-?)
2. Maren (?) Gift med Hans Peter Petersen, der døde i 1777 under hvalfangsekspedition.
3. Peter Hansen Petersen Møller (c. 1762-1820) Død ved totalforlis ud for Spanien. Gift med Marie Hansdatter.
4. Peter Andersen Petersen Møller (1790-1820) Død ved totalforlis ud for Spanien sammen med faderen.
5. Hans Peter Petersen Møller (1810-1881) Gift med Kiersten Pedersdatter Mærsk.
6. Peter Mærsk Møller (1836-1927) Gift Ane (Anna) Hans Jeppesen
7. Arnold Peter Møller (1876-1965)
8. Mærsk Mc-Kinney Møller (1913-2012)


Peter Mærsk Møller (1836-1927) gift med Ane “Anna” Hans Jeppesen (1842-1922)
+ Hans Møller (1865-1874)
+ Eleonora “Eleo” Mærsk-Møller (1867-1941)
+ Alexandra “Lexa” Mærsk-Møller (1868-1953)
+ Hans Møller (1869-1869)
+ Hulda Mærsk-Møller (1871-1958)
+ Angelica Mærsk-Møller (1872-1962)
+ Hans Niels Jeppesen Mærsk-Møller Koffardikaptajn, Skibsfører (1873-1956)
+ Oluf Hans Peter Mærsk-Møller Maskinmester, Skibsinspektør (1874-1966)
+ Arnold Peter Møller (2. oktober 1876 i Dragør. Død 12. juni 1965)
+ Elisabeth Mærsk-Møller (1877-1926)
+ Anna Mærsk-Møller (1881-1947)
+ Johannes “John” Mærsk-Møller (1883-1962)


A.P. Møller (1876-1965), gift med Chastine Estelle Mc-Kinney Møller (1881-1948)
+ Sally Mc-Kinney Møller (1912-1989)
+ Hans Mc-Kinney Møller (1915-1934)
+ Jane Mc-Kinney Møller (1926-2002)
+ Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller (1913-)

A.P. Møller blev gift første gang den 30. april 1910 i Mayview, Missouri i USAS med Chastine “Chassie” Estelle Roberta Mc-Kinney (1881-1948). Efter hendes død blev A.P. Møller gift for anden gang i 1952 med Pernille Ulrikke Amalie Nielsen (1886-1972).


Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller (1913-2012) gift med Emma Marie Neergaard Rasmussen (1913-2005)
+ Leise Mærsk Mc-Kinney Møller (1941-)
+ Kirsten Mærsk Mc-Kinney Olufsen (1944-)
+ Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla (1948-)


Leise Mærsk Mc-Kinney Møller (1941-)
+ Niels Mærsk Mc-Kinney Arnesen (Født 30. januar 1971. Død 1988.)
+ Charlotte Mærsk Mc-Kinney Arnesen
+ Cecilie Mærsk Mc-Kinney Arnesen
+ Alette Mærsk Mc-Kinney Arnesen

Leise Mærsk Mc-Kinney Møller er 3-sproglig korrespondent og var gift med Leif Vilhelm Arnesen. Han var cand.jur. og havde en MBA. Han arbejdede som for A.P. Møller, hvor han blev partner og skibsreder. Parret blev skilt i 1992.


 Kirsten Mærsk Mc-Kinney Olufsen (1944-), gift med Jørgen Mikael Ole Olufsen
+ Marie Mærsk Mc-Kinney Olufsen
+ Christian Mærsk Mc-Kinney Olufsen
+ Chastine Mærsk Mc-Kinney Olufsen
+ Morten Mærsk Mc-Kinney Olufsen

Kirsten Mærsk Mc-Kinney Møller er uddannet afspændingspædagog og er gift med cand.silv. Jørgen Mikael Ole Olufsen, der er tidligere adm. direktør i Mærsk-selskabet Rosti A/S.


Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla (1948-)
+ Johan Pedersson av Uggla (civilingeniør)
+ Robert Mærsk av Uggla (f. 28. marts 1978), civiløkonom

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla er gift med svenske Gustav Peder Hansson av Uggla, der været officer i det svenske militær. Parret er bosat i Stockholm og har to børn, Johan Pedersson Uggla og Robert Mærsk Uggla. Ane Uggla selv har en svensk universitetsuddannelse (fil. kand.)

Mærsk Mc-Kinney Møllers barnebarn, Robert Uggla, indtager i dag den afgørende rolle i Mærsk-koncernen som bestyrelsesformand i det børsnoterede A.P. Møller-Mærsk A/S og CEO for A.P. Møller Holding A/S.

ANDRE LÆSER OGSÅ
Blå bog for Mærsk Mc-Kinney Møller
Rettidig Omhu
Mærsk Mc-Kinney Møllers tale ved vagtskiftet i 1993
A.P. Møllers første skib – s.s. Svendborg