Lysmageren Poul Henningsen

Poul Henningsen skabte PH-lampen

Visitkortet for Poul Henningsen ville være stort. Her skulle være plads til at skrive hans uddannelse med studier på henholdsvis Polyteknisk Læreanstalt og Teknisk Skole og om hans beskæftigelse som arkitekt, belysningsdesigner, revyforfatter, samfundsdebattør, filmproducent og meget mere.

Multikunstner ville være betegnelsen på det lille visitkort.

Poul Henningsen så dagen lys søndag den 9. september 1894 i Ordrup. Moderen var forfatterinden Agnes Henningsen, og faderen journalist Carl Ewald. Allerede som barn vistePoul Henningsen tegn på kreativitet, da han fremstillede drager og stylter ved sin egen høvlebænk.

Han startede på teknisk Skole, men havde problemer med at blive færdig, da hans overskyggende interesse er lys og lamper. Hans første arkitektopgave var et klub- og bådehus til Danske Studenters Roklub i 1919, og derefter lavede han prismelysekroner til bryggeriet Carlsberg. I 1924 indledes et næsten livslangt samarbejde med Louis Poulsen.

Samfundsdebattør
Poul Henningsen er dog langt mere end lamper. I 1920erne gør han sig synlig i den offentlige debat som radioanmelder, kronikør og arkitekturanmelder på Politiken. I samme periode er han skribent på de tidlige kulturradikale tidskrifter Klingen og Kritisk Revy, hvor han er både udgiver og redaktør.

Og han laver revyer og driftsikre revyviser, der senere lever videre som udødelige klassikere. I en morgenbrandert under et styrtebad i 1921 laver PH sangen “Ølhunden” som Osvald Helmuth senere udødeliggør. En anden klassiker er revyvisen  “Man binder os på mund og hånd”.

Pludselig en november aften i 1925 er PH-lampen på tegnebrættet: tre skærme, den øverste formet som et stort rundt fad, den midterste som en skål uden bund, og den nederste som en kop uden hank. PH bordlampen introduceres i 1927 og i 1928 kommer den første PH lysekrone – Akademikronen. I 1930´erne sælges PH-lampen verden over, og gør PH ganske velhavende.

Samtidig opfinder PH en selvpumpende cykel, en lydløs wc-cisterne og mekanisk legetøjsridedyr . I 1958 opfinder han Koglen, som er den definitive PH-lampe.

Han redigerede Forbrugerrådets blad Tænk i perioden1964-1967 og var i mere end 25 år redaktør af Louis Poulsens tidsskrift NYT. Han tegnede sit eget sommerhus i Skagen og blev medlem af Det Danske Akademi i 1963.

Poul Henningsen udtaler på sin fødselsdag, at han egentlig godt vil køres ned, da det ville være en tidssvarende måde at dø på. Af samme grund skriver han i sit kørekort, at den som kører ham ned, ikke skal være ked af det.

Den 31. januar 1967 henvender PH´s kone Inger sig til en sygeplejerske på en af gangene på Hillerød sygehus: “Vil De bede Medicinsk-anatomisk institut om at hente min mand.”

Lyset var gået ud for den store Lysmager. Hans legeme var testamenteret til medicinsk forskning, og herefter nedsat i Bispebjerg ny askefællesgrav

Der er fortsat en lang række PH-lamper i produktion hos Louis Poulsen, herunder PH koglen og Kuglen.

Poul Henningsens pionerarbejde indenfor belysningsteori, hvad angår struktur, skygger, blænding og farvegengivelse sammenholdt med menneskets behov for lys, praktiseres stadig den dag i dag i Louis Poulsen Lighting.