Kalenderen var netop skiftet til oktober, da Redaktionen lagde vejen forbi Risskovs Michelin-stjerne i form af Gastromé.
Vi har været der et par gange før, men det er ikke sikkert, vi kommer igen. Og det kræver en forklaring.
Ventede i vindfanget
Der var bestilt bord i god tid og forudbetalt for maden. Et tiltag som skal reducere aflysninger og tomme borde. Personligt har redaktionen aldrig booket bord for derpå at lave en no show, men sådan er betingelserne i dagens gastronomiske virkelighed.
Vi havde medbragt både appetit og forventninger, da vi ankom fem minutter før det bookede tidspunkt.
Der var dog meget travlt, da byens fodboldhold havde et arrangement, så vi blev bedt om at tage plads i restaurantens vindfang. Vi var et selskab på fire denne aften, og vi blev anvist en to-personers sofa, hvilket i sagens natur var lidt vanskeligt.
Nuvel, det var vores ansvar, at vi var kommet nogle minutter for tidligt, og ingen i selskabet tog skade af at stå lidt op.
Skønhedsfejl
I den berømte sitcom Frasier udtaler de herligt snobbede brødre Niles og Frasier Crane sig om et netop overstået besøg i et gourmettempel:
What is the one thing better than an exquisite meal?
An exquisite meal with one tiny flaw we can pick at all night.
Og ja, vi kan sagtens følge logikken, men denne aften var der mere end en enkelt fodfejl. Og det bør i vores optik trække ned på dette niveau.
Fantastisk start med snack
Vi havde bestilt “Havets menu”, der kun servereres torsdag. Her byder Gastromé på en eksklusiv fiske- og skaldyrsmenu med fire snackserveringer og derpå fem serveringer fra havet omkring os.
Vi blev vist ind i deres lounge og sat i gode stole, hvorpå der blev serveret i alt fire små snacks i to ombæringer.
Den første var “Kantareller – Skalotte – Crustade” og det smagte fantastisk. Efterfølgende var en lille hapser “Ørredrogn – Sprød kylling – Wasabi”, der også var et stort hit i sofagruppen, hvor den forsvandt som dug for solen. De to øvrige hapsere var også af høj klasse. Det er i øvrigt samme indtryk, som vi fik ved forrige besøg på restauranten: de små snacks er i topklasse!
De to første serveringer
Efter vores snacks blev vi ført ind i selve restauranten, hvor vi frit kunne vælge mellem to borde. Her er ingen nystrøgne, hvide duge, men service placeret direkte på bordet. Det er nok en individuel præference, men vi foretrækker, at der er dug på bordet, når vi er på Michelin-niveau.
Første ret var grillet kammusling, dashi på tomat og radise. Her var tale om hånddykkede kammuslinger fra Norge, og serveringen tog sig nydeligt ud.
Smagen var fremragende! Lille, men fremragende. At kalde det en fuld ret er måske lige i overkanten, og vi savnede brød til at stille den værste sult, men det måtte vente.
Servering nummer to – makrelfilet med stikkelsbær og consomme på agurk – havde gode elementer, men skindet var blødt og to af medspiserne havde tilmed den oplevelse, at makrellen smagte meget “fisket” på den forkerte måde – og ikke duftede særligt indtagende.
Den servering delte vandene ved bordet, og det bør maden ikke gøre på dette niveau.
Brødflovheden indfandt sig
Vi er alle fra Jylland og medbringer altid en pæn appetit, når vi gæster landets restauranter.
Med tanke på serveringernes beskedne størrelse længtes vi efterhånden efter noget brød, og den kom da også omsider ved 3. ret.
Brødkurven kom ind med surdejsbrød med dejlig knas i skorpen.
Vi kunne se, at de øvrige borde fik mere brød, men vi måtte nøjes med hvad der svarer til et halvt miniflutes. Smørelsen forsvandt også fra den lille krukke ved første bid, så resten af brødet var præcis det: bare brød.
Det havde ikke kostet meget tid eller omhu at fylde brødkurven op eller supplere smørelsen. Brødtallerkenen blev i øvrigt stående de næste par retter uden at blive fjernet.
Aftenens tredje servering var “Ørred fra Vejle Ådahl med gulerødder og løvstikke”, og det var en smagfuld ret, der skabte begejstring hele bordet rundt.
Her var masser af velsmag og et perfekt tilberedt (lille) stykke ørred.
Hummerretten var et pletskud af velsmag
Vi havde som nævnt forudbestilt den store fiskemenu, men efter tredje servering meddelte tjeneren, at vi nu virkelig skulle glæde os.
Næste ret var nemlig gris!
Som ved de forrige blev elementerne af den kommende ret gennemgået af tjeneren, så forventningerne voksede, mens mundvandet løb til.
Beskeden efterlod dog bordet i en undrende forvirring, for gris har ikke meget med havet at gøre. Et vittigt hoved ved bordet foreslog, at vi måske skulle have mar-svin, hvis det var gris fra havet.
Da den fjerde ret blev båret ind, var der dog slet ikke tale om kød, men derimod aftenens superstjerne i form af en hummerret.
En himmerigs mundfuld som alle ved bordet var enige om. Den blev serveret perfekt tilberedt og med variation af blomkål samt en uhyre velsmagende sauce mousseline sat med creme fraiche.
Denne klassiske sauce laves ved at emulgere smør og citronsaft med æggeblommer, og den minder om hollandaise, men her vendes til sidst flødeskum i at tage lidt af den syrlige smag.
I vores anretning var der dog ikke tilsat flødeskum, men derimod creme fraiche, hvilket også gik an. Den ene medspiser kunne dog konstatere, at hans sauce var grynet og forekom skilt, mens de tre øvrige ikke oplevede den fejl.
Havtaske med drøn af syrlighed
Aftenens femte og sidste servering var et stykke havtaske rullet i aske og serveret med sort trompetsvamp og brunet smør.
Her fik vi et formelig chok ved den første bid.
Serveringen havde et hvinende syrligt element, der fuldstændigt overdøvede den sarte fisk. Oplevelsen kan sammenlignes med at sætte tænderne direkte i en citron – så syrlig var saucen. Det var i vores optik en fejldosering, og selvom sulten stadig var stor, så lod vi tallerkenerne gå ud, uden at spise al saucen.
Forfejlet saftmenu
Et af aftenens helt store problemer var saftmenuen.
To af aftenens medspisere valgte den ikke-alkoholiske saftmenu. Det har vi prøvet med stor glæde på andre restauranter, men denne aften var valgene på Gastromé helt forfejlede.
Saftmenuen var generelt alt, alt for bitter.
Det passede slet ikke til de enkelte serveringer af fisk, og der var aldrig tale om et lækkert, forfriskende eller læskende glas, man kunne nyde.
To af aftenens saft-serveringer kom fra A Verre by Christian Tang, der producerer en lang række ikke-alkoholiske drikke.
Vi fik blandt andet den røde “Nuit” og den gyldne/orange “Soir”, men dette var et decideret fejlskud fra restaurantens side.
Nuit minder ifølge producenten om en rød vermouth, mens Soir minder om tør Vermouth og er inspireret af orangevin. Blandt smagsnoterne i Soir er citronverbena, jasmin, kardemomme, orangeblomst og kinin.
Producenten selv anbefaler, at både “Nuit” og “Soir” drikkes rent med en isterning, i drinks med eksempelvis gin, whiskey eller rom og som apéritif, der som bekendt nydes FØR et måltid.
Det er bestemt ikke producentens ansvar, men som en del af en saftmenu til en fiskemiddag virkede disse valg fuldkommen malplaceret.
De fem glas saft faldt fuldstændigt igennem på grund af den allestedsnærværende og overvældende bitterhed. Den slags er en smagssag, men begge saftdrikkere sad tilbage med den oplevelse, at munden “snørede sig” ind på grund af den store bitterhed.
Glassenes indhold passede simpelthen ikke til de enkelte serveringer, og den opfattelse er svær at gradbøje.
Tid til sødt
De fem retter med fokus på havet var overstået, men sulten var der stadig. Hos alle ved bordet. Dertil havde størrelsen af serveringerne simpelthen været for beskedne.
Vi spurgte, om det var muligt at tilkøbe lidt dessert, fordi vi stadig havde plads til lidt lækkert. Meldingen var, at vi kunne få petit four til kaffen og måske også lidt sødt.
Efter noget tid rykkede vi så en anden tjener, som også lovede at gå i køkkenet for at høre, hvad de kunne tilbyde.
Vi fik aldrig svar, men i stedet blev der serveret én ud af den store menus seks søde serveringer til os.
Der var tale om friske hindbær med tonkabønne og pistacie, og det smagte glimrende, men vi havde dog foretrukket at blive rådført om udbuddet og så selv vælge.
Desuden siger det sig selv, at en sjettedel af en sød menu ikke fylder alverden. Slet ikke når kaffen også ankom uden de lovede petit four.
Aftenens stjerner og fodfejl
Og hvad skal vi så mene om vores aften? Der var skam flere gode ting.
Betjeningen var sød og smilende, og når man rejste sig for at gå på toilet, blev servietten lynhurtigt foldet pænt og lagt på plads for dig. Det er den slags små servicetricks, man forventer på dette niveau.
At dinere på en Michelin-restaurant er ikke billigt, men denne aften var der desværre en del småfejl, som trækker ned.
Vi forstod ikke forskelsbehandlingen med fordeling af brød. At en enkel gæst fik samme brødkurv, som vi måtte dele fire gæster. Her manglede simpelthen opfyldning og opmærksomhed.
Apropos opfyldning, så blev der ved ankomsten spurgt, om vi ville have vand med eller uden brus.
Vi valgte begge slags og fik nogenlunde hurtigt skænket. Det var første og eneste gang den aften, at tjenerne skænkede vand til os.
Det er en lillebitte detalje, at man selv skal skænke sit vand, men det er den slags, der i vores optik burde være en selvfølge på en restaurant med Michelin-stjerne.
Syrlighed fra den øverste hylde
Deres gastronomiske udtryk er i sidste ende restaurantens valg. Denne aften faldt et par af retterne i vores optik helt udenfor skiven af velsmag.
Det er svært at diskutere smag, fordi præferencer er personlige. Men vi har spist på andre restauranter i topklasse (med og uden stjerner), hvor maden er sat perfekt og alle retterne faldt i vores smag.
Det var ikke tilfældet denne aften. Særligt hovedretten var ganske enkelt alt for syrlig. Ja, når man er sulten og serveringerne er ret små, så tæller det negativt, at man lader saucen tilbage i tallerkenen, fordi den hviner.
Der var travlhed i forbindelse med det store arrangement i et af de andre lokaler. Som sagt havde vi booket i god tid, så vi var ikke drop-ins, som derfor må nøjes med den rest opmærksomhed, som nu er tilbage. Vi betaler fuld pris og kan også forvente fuld fokus.
Blev vi mætte? Faktisk ikke. Serveringerne var generelt små og fine, og i flere tilfælde også for små.
Bitter eftersmag
Havets menu kostede 990 kroner. Hertil valgte en af spiserne den anbefalede vinmenu til 700 kroner, der gav et glas champagne og fem matchende vine. En anden medspiser var på halv vinmenu og de to sidste valgte saftmenuen, der bestemt ikke var et hit.
Restauranten fik den eftertragtede Michelin-stjerne i 2015 og har været fast bestanddel af restauranten siden. Denne aften var niveauet dog tættere på en bistro, og så opstår der en misklang i forholdet mellem kvalitet og pris.
I gamle dage var Michelin kendt som “toiletguiden” – fordi rygtet gik på at man lagde vægt på interiør (herunder toilettet). Ved vores besøg sad brættet løst på Gastromé. Både i fysisk forstand og overført betydning.
En skuffende aften med fodfejl, både i betjening, madens niveau og kvaliteten af saftmenu, hvor sidstnævnte slet ikke levede op forventningerne. Flere af saftmenuens opskænkninger var decideret malplaceret til retterne og reelt ikke egnet til en middag, men derimod som enten aperitif eller ingrediens til drinks.
Selskabet var upåklageligt og stemningen omkring bordet ligeså, men enkelte af retterne, saftmenuens overvældende bitterhed og serveringernes undervældende størrelse trækker ned.
Det samme gør flere fodfejl i betjeningen, herunder den lovede servering af gris midt i en fiskemenu, tabet af en kniv ned på en af gæsternes fødder og forvirring omkring desserten. Sammenlagt leverede Gastromé denne aften ikke op til hverken vores forventninger eller det niveau, man bør forvente.
Det skal kunne gøres bedre.
Fakta om restauranten
Gastromé
Grenåvej 127
8240 Risskov
gastrome.dk
Besøgt: oktober 2024
Karakter: ⭐️⭐️⭐️⭐️
Se hele skalaen her
