A.P. Møller-Mærsk gruppens primære forretningsområder er i dag containeraktiviteter, olie- og gas samt detailhandel, men i tidens løb har koncernen været aktiv inden for en række helt andre erhverv. Et af de mest atypiske var formentlig en afrikansk plantage.
I 1930 stiftedes A/S The Tanganyika Planting Company Ltd. (TPC) med en aktiekapital på £18.000. Langt hovedparten blev indbetalt af skibsreder A.P. Møller. Selskabet overtog brugsretten til en plantage på 10.000 acres i 99 år, hvoraf 2.000 af disse acres blev tilplantet med sisal. Denne afgrøde krævede dog flere års vækst, og i mellemtiden reducerede 1930ernes depression prisen på sisal til en syvendedel til blot £10 per ton. Denne pris lå under produktionsomkostningerne og resultatet var store årlige tab, som vakte bekymring i København.
Skibsreder A.P. Møller undersøgte derfor mulighederne for sukkerdyrkning i stedet, og lejede yderligere 15.000 acres frugtbar jord og købte en mindre sukkerfabrik, der stod klar i 1935. Imidlertid var det nu sukkerprisernes tur til at udvikle sig ugunstigt, og trods gentagen kapitaltilførsel udviste TPC underskud frem til udbruddet af Anden Verdenskrig.
Under besættelsen stod sukkerproduktionen i stampe, og først da A.P. Møller i 1951 selv besøgte plantagen ved foden af Kilimanjaro, kom der skred i tingene. Dårlig jord blev mageskiftet med jord af fortrinlig bonitet, der blev taget mere land under ploven, en ny fabrik opførtes, og der blev lavet store vandingssystemer. De nødvendige tiltag var tilendebragt i 1955, hvor en betydelig udvidelse af sukkerproduktionen var mulig.
I begyndelsen af 1970erne udvidede fabrikken sin kapacitet til 80.000 tons mod 4.000 tons ved begyndelsen. Virksomheden i det nordlige Tanzania havde eget skolevæsen, faglige uddannelser og en udbygget social forsorg og var populær blandt tanzanianere.
Produktionen af sukker steg næsten uafbrudt. Den kontinuerlige forbedring af plantagen indebar udbygning af transportsystemet, hvorved TPC rådede over 65 kilometer jernbane samt 1500 vogne og 29 lokomotiver til transport af sukkerrør.
Det økonomiske grundlag blev dog ikke tilfredsstillende, blandt andet fordi man i flere år måtte sælge sukkerproduktionen til staten til under verdensmarkedsprisen. På trods heraf fortsatte den løbende modernisering, hvor man efterhånden gik bort fra den manuelle skæring og læsning af sukkerrør og over til fuld mekanisering.
Dette høstede A.P. Møller – Mærsk dog aldrig fordelene ved. Efter en række forhandlinger solgte man fra 1. januar 1980 virksomheden til Tanzanias regering for 25 millioner kroner. Alene egenkapitalen var 165 millioner kroner, men den lave sum skulle ses i lyset af, at Almenfonden var storaktionær. Ved overtagelsen af virksomheden med godt 4.000 ansatte udtrykte Tanzanias daværende landbrugsminister da også sin store tilfredshed med overdragelsen, der var sluttet på så fordelagtige betingelser, at der reelt var tale om en gave.
Den tanzanianske regering nægtede siden at udbetale købesummen, og først efter 15 års anstrengelser lykkedes det i 1994 at inddrive tilgodehavendet. Sukkerplantagen i Tanzania blev i øvrigt privatiseret af staten i september 2000.
