Restauranterne i Danmark har haft udfordrende år.
I kølvandet på nedlukninger under coronaepidemien fulgte inflation og energikrise. Tilsammen fik danskerne i den grad udhulet deres købekraft, da dagligvarepriserne steg eksplosivt sammen med energipriserne.
Foråret er dog på vej, og danskerne har genvundet deres appetit på de helt store gourmetoplevelse af mad og vine.
Geranium helt i top
Har man mod på Danmarks dyreste og mest eksklusive menu af mad og vin er Geranium stedet.
Restauranten er beliggende på 8. etage i Fælledparken midt i København, hvorfra man kan følge sæsonernes rejse gennem trækronerne eller skimte hovedstadens grønne kobbertage.
Beliggenheden understreger den gastronomiske vision, hvor serveringerne ofte er små kunstværker.
Med Rasmus Koefoed ved roret har Geranium indtaget pladsen som et af landets mest eftertragtede spisesteder.
Menukort af mad og vin til 24.200 kroner
Michelin-guiden har kvitteret med 3 stjerner, og priserne er også i top. I hvert fald hvis man vælger restaurantens allerbedste vinmenu.
Den samlede pris for mad og vin kan nemlig blive på ikke mindre end 24.200 kroner per person, hvis du vælger toppen af toppen.
Selve menuen bør dog ikke afskrække. Her koster Forårets Univers 4.200 kroner, og det er bestemt ikke dyrere end på andre toprestauranter.
Dertil kommer dog valgmulighederne for de kortlagte vinmenuer, hvor den billigste er “Heart & Soil” til 2.300.
Den dyreste vinmenu på det officielle kort er dog “Rare & Unique”, der koster 20.000 kroner.
Dermed kan Geranium bryste sig af at have Danmarks dyreste menukort af mad og vin til en samlet pris på 24.200 for en enkelt aften. Per person.
Vinmenuen Rare & Unique
Vælger man vinmenuen Rare & Unique kan gæsterne se frem til at nyde nogle af verdens absolutte topvine.
I glassene skænkes således
- 2019 Screaming Eagle Sauvignon Blanc – Oakville, USA
- 1986 Marques de Murrieta Castillo Ygay Blanco Gran Reserva – Rioja, Spanien
- 2000 Domaine Bonneau du Martray Corton Charlemagne Grand Cru – Bourgogne, Frankrig
- 2007 Lorenzo Accomasso Barolo Rocche Riserva – Piemonte, Italien
- 2001 Chateau Latour 1er Cru Classé – Pauillac, Frankrig
- 2017 Egon Muller Riesling Auslese Scharzhofberger – Mosel, Tyskland
- 1997 Château d’Yquem Sauternes – Bordeaux, Frankrig
Rasmus Kofoed og Bocuse d’Or
Skaberen af Geranium er Rasmus Kofoed, der unægtelig bejler til titlen som en af verdens bedste kokke.
Rasmus Kofoed kom til verden den 22. august 1974 og blev udlært på Hotel d’Angleterre. Siden arbejdede han på den to-stjernede Michelin-restaurant Scholteshof i Belgien og var køkkenchef på flere københavnske restauranter som Krogs Fiskerestaurant og Gastronomique.
I foråret 2007 åbnede han restaurant Geranium i Kongens Have sammen med Søren Ledet, og stedet fik en Michelinstjerne i 2008, men måtte lukke i 2009.
Han har flere gange deltaget ved det eftertragtede Bocuse d’Or, der regnes som VM for kokke. Han har et synligt bevis på sine evner, idet han som den eneste i verden har vundet både bronze og sølv, inden han i januar 2011 hjemtog det eftertragtede guldmedalje. De tre statuetter i bronze, sølv og guld pryder nu restauranten.
Rasmus Kofoed blev medejer af restaurant Geranium, der genåbnede i Parken i 2010.
I marts 2012 fik Rasmus Kofoed en Michelin-stjerne til Geranium, der siden blev til to stjerner. I 2016 fik Geranium som den første danske restaurant nogensinde den ypperste anerkendelse i form af tre Michelin-stjerner.
Sådan har vi gjort
Priserne er listepriser indhentet marts 2024. Opgørelsen bygger på en samlet pris for både middag og vinmenu. Menuerne er det ypperste restauranterne formår, altså de menuer, som køkkenet og vinkælderen er særligt stolte ved. Der kan bruges langt større beløb i de velassorterede vinkældre, men der skal være tale om en kombination, som fremgår af menukortet.