
Torsdag den 6. februar 2025 overraskede A.P. Møller-Mærsk A/S med et årsregnskab, der overgik mange analytikeres forventninger.
Det viser årsrapporten 2024 fra den danske containergigant, hvor blandt andet omsætningen overgik flere analytikeres estimater.
Stigende omsætning og bedre bundlinje
Årsregnskabet for det børsnoterede A.P. Møller – Mærsk A/S viste således en stigning i omsætningen til 55.482 millioner dollar.
Det svarer til godt 397 milliarder danske kroner og var en fremgang på næsten 9 procent i forhold til 2023.
På bundlinjen tjente Mærsk-koncernen 6.232 millioner dollar efter skat i 2024. Det svarer til 44,6 milliarder danske kroner.
Mærsks indtjening steg dermed næsten 60 procent sammenlignet med 2023, hvor selskabet tjente 3,9 mia. dollar.
Medvind fra fragtrater
Ved indgang til 2024 havde koncernen ikke forventet så flotte tal, men containergiganten fik i løbet af året medvind fra stigende fragtrater.
Dette kom i kølvandet på de angreb, som den militante Houthibevægelse i Yemen foretog mod containerskibe i Det Røde Hav, som er indsejlingen til den vigtige Suezkanal.
Flere containerrederier sejlede i stedet nedenom Afrika, og denne markante omvej betød, at der var mindre kapacitet på fragtmarkedet, og det gav en stigning i fragtraterne.
Fremgang for alle forretningsområder
Logistikkoncernens regnskab havde positive overskrifter for alle forretningsområder.
Ledelsen kunne således rapportere om fremgang for segmenterne Ocean, Terminals samt Logistics & Services.
Indtjeningen blev den tredjebedste nogensinde i koncernens 121-årige historie.
Tilbagekøber aktier igen
Den stigende indtjening og omsætning er godt nyt for aktionærerne i det børsnoterede selskab.
Mærsk igangsætter nemlig et aktietilbagekøbsprogram på 14,4 milliarder kroner over de kommende 12 måneder.
Her vil selskabet købe egne aktier på børsen og derefter annullere dem, hvorved værdien af de tilbageværende aktier stiger. Det er en måde for en virksomhed at fordele overskud til aktionærerne på linje med udbytte.
Aktionærerne kan også se frem til et direkte udbytte, idet bestyrelsen foreslår et kontant udbytte på 1.120 kroner per aktie.