Vi skriver 2024, og de fysiske breve er for længst overhalet indenom af e-mail, snaps og digital post.
På sin vis har frimærket ikke længere nogen plads i det digitale informationssamfund, men så kan man jo dykke ned i historien i jagten på verdens dyreste frimærke.
Stigende portopriser for brev
Ordet brev kommer fra det latinske ord “brevis”, og det er normalt en kort, skriftlig meddelelse, der sendes til anden person.
Man kan sende åbne postkort, men for at brevet ikke skal læses af uvedkommende, vil afsenderen normalt lægge det i en kuvert.
Det kan vel kaldes datidens analoge kryptering.
I Danmark var det oprindeligt postvæsenet, som sørgede for at omdele breve. Det skulle så frankeres behørigt med et frimærke eller anden porto, svarende til det beløb, det koster at sende brevet.
Prisen for at sende et almindeligt brev i Danmark med det nuværende PostNord har udviklet sig drastisk. I 1990 kostede det 4,75 at sende et brev, men i 2011 steg det pludselig til 8 kroner og i 2016 igen markant til 19 kroner. I dag – efteråret 2024 – koster det nu 25 kroner at sende et almindeligt brev til omdeling med posten.
Det kan forekomme eksorbitant, men brugte man verdens dyreste frimærke ville det blive markant dyrere.
Verdens dyreste frimærke er fra 1855
Det ville være en helt anden og bekostelig affære, hvis man frankerede sin forsendelse med verdens dyreste frimærke.
I juni 2014 satte et ekstremt sjældent frimærke fra 1856 verdensrekord ved en auktion hos Sotheby’s i New York.
Det 3,2 centimeter lange og 2,5 centimeter brede stykke papir blev solgt for 9,5 millioner dollar, hvilket i dag svarer til over 83 millioner kroner.
Med den hammerslagspris blev frimærket det dyreste nogensinde.
Det sjældne frimærk var et 1-cent magenta fra Britisk Guyana i det nordøstlige Sydamerika. Ifølge Sotheby’s er frimærket det eneste eksisterende eksemplar af sin slags.
Frimærket opstod egentlig som en nødløsning, da de sædvanlige leverancer af frimærker fra England svigtede. I stedet måtte postvæsenet i Britisk Guyana selv fabrikere nogle. Og i dag er der altså kun et enkelt af disse frimærker tilbage.
Et dyrt brev om vin
En andet dyrt samlerobjekt for filatelister er de såkaldte POST OFFICE frimærker, der er de første frimærker udgivet på Mauritius i 1847.
Der er fremstillet 500 eksemplar af hvert frimærke med teksten Post Office og kendt som henholdsvis Blue Penny, 2 Pence og Red Penny, 1 Penny.
Af disse frimærker er der kun 27 eksemplarer tilbage i verden, og to af disse pryder forsiden af en konvolut kendt som The Mauritius Bordeaux Cover.
Dette stykke frimærke-liebhaveri blev i 1993 solgt for fire millioner dollar, hvilket med dagens kurs svarer til omkring 57 millioner danske kroner.
Kuverten indeholdt et brev til en vinbonde i Bordeaux med bestilling på 30 flasker vin.
Svensk treskilling til millioner
Blandt verdens dyreste frimærker findes også det såkaldte svenske Treskilling – med farvefejl.
Det dyre frimærke blev trykt i Sverige i 1855, og det skulle have været grønt, men det blev ved en fejl trykt i gul farve i stedet.
Oprindeligt var det en svensk skoledreng, der faldt over frimærket og solgte det videre for syv kroner. Siden er det passeret gennem hænderne på en række filatelister. I 1996 indbragte frimærket 2,975 millioner schweiziske franc, hvilket i dag svarer til omkring 30 millioner kroner.
Det svenske frimærke er poststemplet i Kopparberg den 13. juli 1857.
Hidtil kendes kun ét eksemplar af dette fejltryk. Den forkerte farve er formentlig opstået, da man ved montering af matricen før trykning ved en fejl forvekslede en tre skilling banco og en otte skilling banco og monterede treskillingen i et otteskillingsark. Den gule farve er nemlig den, som otteskillingsmærket normalt havde.
Dyr kinesisk firblok
Det dyreste objekt i frimærkernes verden er ikke et enkelt frimærke, men derimod en firblok.
Firblokken var med de såkaldte 3 cents Red Revenue, og det anses for det fineste i kineske filateli.
I 2009 blev denne firblok solgt sammen med et andet frimærke for i alt 18,8 millioner dollars.
Det ville i dag svare til mere end 160 millioner kroner.