Titanic – filmsucces mod alle odds

Et af filmhistoriens største projekter var tæt på at kuldsejle, inden det blev færdig.

Mange spåede, at filmen ville gå til bunds og trække både instruktør og filmstudier med sig.

Kritikere stod i kø med skadefryd på læberne for at kundgøre filmens dødssejlads, men i stedet blev Titanic en af historiens mest indbringende spillefilm.

Instruktørens kamp

James Cameron, der tidligere havde stået bag successer som Terminator (1984), Aliens (1986), The Abyss (1989), Terminator 2 (1991) og True Lies (1994) havde atter sat sig i instruktørstolen.

Han havde også skrevet manuskript, var medproducent og stod såmænd også for klipningen.

James Camerons vision var at skabe en episk katastrofefilm, men filmen blev forsinket adskillige gange, og optagelsen blev dyrere og dyrere.

James Cameron måtte afstå fra sit normale honorar mod i stedet at få procenter af filmens indtjening. Det skulle han bestemt ikke fortryde. Cheferne hos Paramount Pictures og 20th Century Fox fik ellers grå hår i hovedet af regningerne for den tre timer og 14 minutter lange film, der blev verdens hidtil dyreste. Produktionsomkostningerne rundede for første gang 200 millioner dollar.

Men resultatet var også spektakulært, blandt andet fordi man byggede en næsten fuldskala model efter originaltegningerne og indspillede i verdens største vandtankfilmstudie.

Kombineret med banebrydende computeranimation og optagelser af det virkelige vrag 4 km under havoverfladen ventede der biografgængerne en oplevelse ud over det sædvanlige.

Klassisk romance i historiske rammer

De fleste kender historien om skibets skæbnesvangre jomfrurejse over Atlanten i 1912.

RMS Titanic var et teknologisk og ingeniørmæssigt vidunder for sin tid. Tiltroen til menneskets formåen var så stor, at intet kunne sænke det. Den fejlantagelse holdt lige indtil skibet påsejlede et isbjerg midt i det iskolde Atlanterhav. To timer senere lå skibet i al dets pragt på havets bund med 1500 af sine passagerer.

Filmens åbningssekvens var helt nye optagelser af vraget på havets bund, hvor en skattejæger leder efter den forsvundne diamant (Havets Hjerte).

Historien fortælles derpå i flashback af den 101-årige Rose, der er den eneste fra Titanic, der stadig er i live.

I 1912 var Rose en livsglad overklassepige bundet af et arrangeret ægteskab med en mand af passende rigdom. Filmen fortæller herefter den spirende forelskelse mellem Rose DeWitt Bukater (spillet af Kate Winslet) og den fattige Jack Dawson (Leonardo DiCaprio), der netop har vundet billetten til Titanic i et spil poker.

De to unge hjerter banker hurtigt i takt, men romancen afbrydes snart af isbjerget. I andre roller ses Billy Zane som Roses forlovede rigmand Cal Hockley, mens Kathy Bates har en glimrende birolle som den usynkelige Molly Brown. Den umulige kærlighed gik rent ind hos et stort publikum, der så filmen igen og igen.

Dækket på Titanic.

Jackpot ved Oscar-uddelingen

Da Hollywood i marts 1998 fejrede den årlige uddeling af statuetter til branchens bedste ryddede Titanic for alvor al konkurrence til side.

Med hele 14 nomineringer satte Titanic ny rekord, og da aftenen var forbi, havde filmen hentet ikke færre end 11 af de eftertragtede Oscar-statuetter hjem til kaminhylden.

Kun klassikeren Ben Hur fra 1959 med Charlton Heston havde tidligere formået at vinde 11 Oscars, og det var ret beset i en tid, hvor konkurrencen var mindre skarp.

Titanic vandt Oscars for blandt andet bedste instruktør, bedste film, bedste lyd, bedste kostumedesign, bedste musik og ikke mindst bedste visuelle effekter.

Ved uddelingen af årets Golden Globe Awards gjorde Titanic også rent bord.

… og jackpot ved billetlugerne

Også hvad angik indtjeningen sejlede Titanic alle konkurrenter agterud.

Uge efter uge lå Titanic nummer 1 på den amerikanske Box Office liste.

I dag er blockbustere kendetegnet ved meget høje åbningsweekender, hvorefter filmene normalt falder sammen som en suffle.

Titanic gik en anden retning. Filmen åbnede moderat med 28 millioner dollars i USA den første weekend.

Det var relativt beskedent sammenlignet med andre blockbustere, der typisk åbnede med 2-3 gange så meget.

Alle talte dog om filmen og anbefalede den til andre. Uge efter uge fortsatte Titanic som nummer 1 i USA. Ikke færre end 15 uger i træk lå filmen øverst på hitlisten, og den rekord er endnu ikke overgået.

Også filmens musik solgte i stort antal. Det originale Titanic soundtrack med James Horners smukke musik understregede det storladne drama og titelmelodien My Heart Will Go On , der blev sunget af Celine Dion satte nye salgsrekorder. Albummet solgte mere end 25 millioner eksemplarer på verdensplan.

Tilbage står Titanic som skibet der ikke kunne synke, men gjorde det alligevel. Og filmen som projektet, der var dømt til at synke, men i stedet sejlede flottere end alle havde forventet.

I dag har filmen om Titanic indspillet ikke mindre end $2.264.750.694 globalt, heraf hele $674.292.608 alene i USA. De 2,2 milliarder dollar i billetindtægter gør filmen til den fjerdemest indtjenende biograffilm i historien.