Obligationer

En obligation er et almindeligt gældsbevis.

Fra engelsk betegner ordet “obligation” en forpligtelse, og det er præcis, hvad en obligation er.

En obligation er et gældsbevis, hvor udstederen forpligter sig til at betale renter og afdrag til køberen på bestemte tidspunkter.

Når man køber en obligation, yder man i princippet et lån til den, der har udstedt obligationen. Det betaler udstederen en rente for, og der findes obligationer med fast rente og med variabel rente.

Der findes forskellige typer af obligationer, hvoraf de vigtigste er statsobligationer, realkreditobligationer samt erhvervsobligationer.

Statsobligationer

Danske statsobligationer udstedes af staten for at dække underskuddet på statens budget eller for at finansiere nye anlægsarbejder som veje, sygehuse eller skoler.

Den danske stat har en meget høj kreditværdighed, og risikoen for at miste de investerede penge er meget lav.

I praksis skal der en statsbankerot til, før man taber pengene på statsobligationerne.

Realkreditobligationer

Realkreditobligationer udstedes derimod af danske realkreditselskaber til finansiering af ejendomskøb.

Disse obligationer er dermed sikret ved pant i fast ejendom.

Realkreditselskaberne i Danmark har normalt en meget høj kreditværdighed, og risikoen for tab er generelt meget lav.

Erhvervsobligationer

Danske virksomheder kan udstede såkaldte erhvervsobligationer.

Det sker typisk for at finansiere fremtidig vækst eller for at dække underskud.

Risikoen afhænger af virksomheden og dennes økonomiske situation.

Obligationer udstedes normalt kun af større virksomheder. Renten på disse erhvervsobligationer afspejler typisk den kreditrating, de udstedende virksomheder har. Jo dårligere kreditrating, desto højere rente må virksomheden betale.

Et selskab eller en virksomhed kan også udstede en konvertibel obligation. Her giver obligationen en ret men ikke en pligt til, at den kan ombyttes til aktier i det udstedende selskab til en ombytningskurs, der er fastsat ved udstedelsen. En konvertibel obligation er en kombination af en almindelig obligation og en option.

Afkast fra obligationer

Ejer man obligationer kan man tjene penge på to måder.

Det primære afkast på obligationer kommer således fra rentebetalinger eller kursgevinster.

En obligation kan principielt sælges når som helst, og der kan tjenes penge, hvis man sælger til en højere kurs, end man har købt for.

Mange anbefaler at fokusere på likvide obligationer, der omsættes dagligt, da det giver en vis sikkerhed for en fair pris.

På lang sigt giver obligationer normalt mindre afkast end aktier, men afkastet på især danske stats- og realkreditobligationer er som udgangspunkt mere konstant, hvor aktier kan opleve store udsving fra år til år.

Tabsrisikoen på obligationer er begrænset til den investerede kapital.