Udsigten til at tjene penge på ingenting har altid besnæret nogle.
I november 2024 afdækkedes JuicyFields som et globalt bedrageri, hvor 186.000 mennesker blev svindlet for 4,8 milliarder kroner.
Bagmændene skabte en illusion om en blomstrende virksomhed, hvor man kunne opnå tårnhøje afkast via dyrkning af medicinsk cannabis.
Det hele var dog ét stort svindelnummer, hvor de første investorers udbetalinger kom fra nye investorer. Pyramidespillet blev afsløret, da bagmændene lukkede platformen ned og forsvandt investorernes penge.
Og det er langt fra første gang, investorer er blevet snydt. Et af de mest kendte eksemplar kom allerede i 1919.
Charles Ponzi – Pyramidespillets fader
Kort efter Første Verdenskrig lovede italienske Charles Ponzi 50 procents forrentning på 90 dage.
Han blev dermed pyramidespillets fader, idet han gav navn til det såkaldte Ponzi scheme, hvor man betaler de første investorer med de efterfølgendes penge.
Charles Ponzi blev født i 1882 i Italien, men tog i 1903 til Amerika, hvor han ifølge sin egen udlægning ernærede sig ved forskellige småjob.
I virkeligheden blev Ponzi allerede i 1909 anholdt for bedrageri i forbindelse med en lokal banks kollaps og idømt tre års fængsel. Siden rejste han til Boston, hvor han fik idéen til et storslået svindelnummer.
50 procents forrentning på kun 90 dage
Den 26. december 1919 åbnede Charles Ponzi vekselererkontoret The Securities Exchange Company i Boston. Han lånte 200 dollars til sit forretningseventyr, der snart havde 30 ansatte.
Den hastige vækst skyldtes det formidable produkt, som Ponzi annoncerede i de lokale aviser: investeringsbeviser, der gav 50 procents forrentning på kun 90 dage.
Om forretningens grundlag fortalte Ponzi, at han nærmest tilfældigt var snublet over en genial idé. Han ville udgive et eksportmagasin og skrev i den forbindelse til en mand i Spanien, der sendte en international svarportokupon. Den skulle Ponzi veksle til amerikanske frimærker, så han kunne sende en publikation til Spanien.
Svarportokuponer
Prisen for en svarportokupon i Spanien svarede ifølge Ponzi til 1 amerikansk cent. Til gengæld fik han amerikanske frimærker for 6 cent.
Idéen til noget større var født, og efter en undersøgelse af kurserne for svarportokuponerne i forskellige valutaer kastede Ponzi sig ud i eventyret. Ponzi påstod at have tjent 14.000 dollars alene den første måned, og han lod derpå venner få del i forretningerne.
Indskød man 100 dollars, ville man 90 dage senere få 150 dollars retur.
Rygterne tager til
Det var pure opspind, men historien vakte interesse.
I takt med at Ponzi rent faktisk betalte de første investorer deres afkast på 50 procent, spredtes rygterne som en løbeild, og stadig flere investorer ønskede del i denne pengemaskine.
Det lød for godt til at være sandt, men Ponzi fastholdt, at han i virkeligheden kun videregav en brøkdel af den fortjeneste på over 400 procent, som han opnåede ved sine spekulationer.
Baggrunden for Ponzis forretninger opstod, da USA og mere end 60 andre lande i 1906 reviderede den internationale postkonvention om forsendelser imellem landene. Her blev der fastsat udvekslingsrater for svarportokuponer, så man kunne forudbetale svarporto. Værdien af kuponerne skulle være konstant, men ved 1. Verdenskrig skete der et skred i valutakurserne, og svarportosystemet afspejlede ikke ændringerne. Det gjorde det først i august 1920, hvor det amerikanske Post Office Department også bestemte, at højst 10 svarportokuponer kunne indløses på samme tid.
En umulig fidus
Det virkelig svage punkt i Ponzis planer var imidlertid, at selv om man nok kunne få en meget stor procentuel fortjeneste på den enkelte svarportokupon, så var fortjenesten uendeligt lille i absolutte mål.
For at tjene de mange penge, Ponzi berettede om, ville det kræve millioner og atter millioner af svarportokuponer.
De praktiske omkostninger ved at købe, transportere og indløse kuponerne ville imidlertid hurtigt overstige fortjenesten. Men Ponzi forsvarede sig med, at han havde fundet en måde, hvorpå han kunne veksle frem og tilbage mellem de enkelte landes svarportokuponer, uden at fortjenesten blev tabt i praktiske omkostninger.
Mageløs fortjeneste
Forretningen voksede voldsomt i maj og juni 1920, i takt med at tilfredse investorer berettede om deres mageløse fortjeneste. Allerede i maj havde Ponzi oprettet konto i Hanover Trust Company, som senere blev det finansielle omdrejningspunkt for svindelnummeret da Ponzi købte godt en tredjedel af banken. Forretningen vakte imidlertid myndighedernes bekymring, og den 26. juli satte The Boston Post på forsiden spørgsmålstegn ved Ponzis forretninger. Undersøgelser havde vist, at der slet ikke var udstedt tilnærmelsesvis så mange svarportokuponer, som Ponzi måtte antages at have købt.
Ponzi måtte standse tegningen af nye investeringsbeviser, indtil en revisor havde gennemgået regnskabsbøgerne og fastslået, at metoden var lovlig. På dette tidspunkt var de daglige indbetalinger 200.000 dollars, og hundredvis af ivrige investorer med penge i hænderne måtte gå forgæves. Til sammenligning tjente en amerikaner på dette tidspunkt i gennemsnit 700 dollars om året.
Nervøse investorer
Den negative omtale gjorde dog nogle investorer nervøse, og en større menneskemængde samlede sig foran kontoret, hvor de krævede deres penge tilbage.
Det indvilligede Ponzi i og forsikrede, at han havde en formue i såvel amerikanske som udenlandske banker, der så rigeligt oversteg hans forpligtelser. Han ville indløse de udløbne beviser med 50 procents forrentning, og de øvrige, der endnu ikke stod til udbetaling, kunne man få refunderet til det fulde, oprindelige beløb.
Stoppet for nye investeringer gav tumultagtige scener blandt investorer, og syv politifolk måtte rydde Ponzis kontorer for vrede og bekymrede mennesker. Der blev foretaget flere end 1.000 udbetalinger, og trængslen fortsatte dagen efter, hvor Ponzi serverede hotdogs og kaffe til tusindvis af mennesker, der stod i kø; en gestus, der beroligede nogle investorer så meget, at de ombestemte sig og gik hjem uden penge. Næste dag blev der tilbagebetalt yderligere 500.000 dollars, og dermed var det værste tilsyneladende overstået.
Ny afslørende artikel
Ved at komme investorerne i møde var det lykkedes Ponzi at gyde olie på de oprørte vande, men en ny afslørende avisartikel stillede spørgsmålstegn ved firmaets solvens og udløste igen panik. Ponzi afviste atter alle beskyldninger, men de mange udbetalinger tærede, og likviditeten blev anstrengt. Under falske navne lånte han 225.000 dollars i Hanover Trust Company, så alle kunne få deres penge, og efterhånden tyndede det igen ud i køen.
Den 5. august var blot 27 investorer mødt frem, og det så ud til, at Ponzi ville klare frisag. Men Ponzis bankkonti blev nøje overvåget, og ved arbejdsdagens afslutning lørdag den 7. august havde han blot 13.391,32 dollars i indestående hos Hanover Trust Company. Eftersom der ikke var indbetalinger af betydning, tydede alt på, at Ponzi ville få overtræk, når banken åbnede efter weekenden.
Nyt stort projekt
Ponzi forsøgte at genetablere tilliden, da han om søndagen annoncerede et nyt 100 millioner dollars-projekt med titlen Charles Ponzi Company, men han understregede, at han ikke ville acceptere investorkapital, før han var renset for alle anklager. Lige meget hjalp det dog, og om mandagen meddelte bankkommissionens udsendte repræsentant, at Ponzi havde overtrukket sine kreditter, og banken fik øjeblikkeligt besked på at stoppe udbetalingerne.
Kassen var tom, og ondt blev værre for Ponzi, da aviserne et par dage senere afslørede både hans gamle svindelnummer i Montreal og de to fængselsstraffe. Ponzi var knækket og overgav sig frivilligt til de føderale myndigheder, måske ikke mindst fordi han frygtede repressalier fra vrede investorer.
Forgæves jagt på formuen
Jagten på Ponzis skjulte formue var forgæves, og i slutningen af august indrømmede hovedmanden selv, at han var fallit.
En rapport viste senere, at Ponzi havde modtaget næsten 10 millioner dollars (svarende til omkring 94 millioner dollars i dag) og udbetalt knap 8 millioner.
Ponzi blev erklæret konkurs, og efter tre retssager blev han omsider kendt skyldig og idømt knap 8 års fængsel.
Nye numre i Florida
Inden afsoningen stak Ponzi af og dukkede siden op i Florida, hvor han ankom i september 1925 under navnet Charles Borelli. Her startede han et nyt pyramidalsk foretagende op via The Charpon Land Syndicate, som opkøbte 100 hektar land til 16 dollars pr. hektar. Hver hektar blev inddelt i 23 jordlodder og udbudt til salg for 10 dollars pr. stk. Ponzi garanterede investorerne, at hver jordlod i løbet af blot to år ville blive 5,3 millioner dollars værd. Et bedrageri var det selvfølgelig, og tilmed lå mange af de solgte jordlodder under vand og var aldeles værdiløse.
Ponzi blev atter idømt fængselsstraf, flygtede med et fragtskib til Italien, men blev fanget og sendt tilbage til Boston for at afslutte sin fængselsstraf.
Efter syv år blev han løsladt og endte sine dage i Rio de Janeiro, hvor han ernærede sig med skiftende småjob.
Den italienske storsvindler døde den 15. januar 1949 på et hospital i Rio de Janeiro. Han var forarmet, men havde akkurat sparet 75 dollars sammen til sin egen begravelse.
Ponzi købte aldrig de mange svarportokuponer, men betalte blot de første investorer med indskuddene fra de efterfølgende. En gennemgang af regnskabsbøgerne afslørede, at han havde modtaget indskud til at købe omkring 180 millioner svarportokuponer, men det kunne kun bekræftes, at han havde købt sølle to kuponer, som blev vist frem til potentielle investorer.
Tanken om pyramidespil
Mange af nutidens multi level marketing-systemer er i bund og grund undfanget af samme tanke om pyramidespil.
Også disse er en illusion, hvor kun de allerøverste lag bliver rige, mens næsten alle andre involverede mister deres indskud.
Sådanne pyramidespil er svindel, når det hævdes, at folk kan tjene penge på et system, der rent matematisk forhindres i at blive en succes for andre end det øverste lag. Men mange hopper på det, fordi det har en besnærende duft af hurtig rigdom.
